Nicklas Jensen klar til NHL-debut for Vancouver

31. marts 2013 22:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nicklas Jensen klar til NHL-debut for Vancouver
Billede mangler

– Det er en opringning, jeg har ventet på længe. Jeg er utrolig glad, men også en smule nervøs, siger Nicklas Jensen til sporten.dk fra Chicago.

Opringningen var fra Vancouver Canucks, som har kaldt den 20-årige danske wing op til NHL-holdet.

– Jeg fik i formiddags at vide, at jeg skal pakke og tage aftenflyet til San Jose, hvor Canucks spiller mandag aften mod Sharks, siger Nicklas Jensen.

– Jeg fik ikke noget at vide, om jeg skal spille eller ej. Formentlig får jeg først svar efter træningen mandag formiddag, men Canucks har et par skader, så chancen er stor. Ellers er der tre hjemmekampe umiddelbart efter mod Oilers, Flames og Coyotes.

Nicklas Jensen er efter 50 kampe i denne sæson for AIK i Elitserien tilbage på Canucks’ farmerhold Chicago Wolves i AHL, hvor han i ti kampe har lavet to mål og to assist.

– Det er gået udmærket, men jeg ville gerne have gjort det bedre. Jeg glæder mig til at spille med de store drenge i NHL. Det bliver sjovt at møde Jannik Hansen og alle de andre stjerner. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg er klar.

Den danske powerforward og målkonge blev draftet af Vancouver Canucks i første runde som nr. 29 i 2011.

Han kan nu blive den ottende dansker i NHL.

Nr. 7 var Oliver Lauridsen i Philadelphia Flyers.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu