Nicolai J.: Jeg ville nok lidt for meget

25. marts 2013 11:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nicolai J.: Jeg ville nok lidt for meget
Billede mangler

Der var spillet omkring en halv time af kampen mod Tjekkiet i Olomouc, da Lars Jacobsen gik hen og lagde armen omkring sin unge holdkammerat. Der var stop i spillet, og sammen gik de samtalende en ti meters penge op ad sidelinjen, inden Lars Jacobsen med et lille klap på ryggen sendte Nicolai Jørgensen tilbage på egen hånd.

 

– Det var efter en hektisk periode, hvor vi havde smidt nogle lidt lette bolde væk, så vi snakkede om, hvad vi skulle gøre ved det. Der er jo nogle, der har prøvet det lidt flere gange end andre, og jeg har i hvert fald smidt min andel væk gennem karrieren, fortæller Lars Jacobsen.

De næste to-tre bolde lagde Nicolai Jørgensen stille og roligt videre til sin nærmeste medspiller eller spillede den bagud til sin rutinerede holdkammerat fra FC København på højre back, og sådan kom han tilbage i opgøret med lidt mere erfaring og føler sig allerede bedre rustet til at gøre en bedre figur tirsdag aften.

– Lars Jacobsen prøvede at hjælpe mig, og det er sådan noget, man lærer af. Nogle gange vil man som ung spiller lidt for meget, men der er det ofte klogere at holde sig til det mere simple. Det er en del af den udvikling, man gennemgår, når man kommer med på det her niveau, siger Nicolai Jørgensen.

Mod Tjekkiet viste den 22-årige FC København-spiller stor iver, arbejdede hårdt bagud og forsøgte at komme forbi sine direkte modspillere, men alt for ofte endte det i farlige boldtab, og spørgsmålet er, om Morten Olsen giver ham genvalg i Parken, eller om han igen tyer til rutinerede Dennis Rommedahl.

 – Det var min første kamp på højre kant, og det er altid svært første gang, men hvis Morten siger, at jeg skal spille der igen, så gør jeg selvfølgelig det. Parken er min normale hjemmebane, og jeg føler mig godt hjemme derinde. Det er selvfølgelig en kæmpefordel for mig, siger Nicolai Jørgensen.

Får han chancen igen i morgen aften mod Bulgarien, vil han i modsætning til i fredags få stillet en lækker græsplæne til rådighed, hvilket dårligt kan undervurderes for netop hans vedkommende.

 – Det har rigtig meget at sige for en spiller som mig, der har sine forcer i den tekniske del af spillet. Nu ved jeg ikke, hvordan Bulgarien kommer til at stille sig, men hvis de er tilfredse med uafgjort og lader os komme, har jeg måske også en fordel i, at det er sådan modstanderne gør stort set hver gang, jeg spiller for FC København, siger Nicolai Jørgensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu