Nicolaj Jørgensen forklarer hemmeligheden bag sin succes

15. april 2013 07:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nicolaj Jørgensen forklarer hemmeligheden bag sin succes
Billede mangler

– Folk tror nogen gange, jeg er sindssyg. Jeg råber og skriger af folk ude på kamp- og træningsbanen. Jeg kommer ofte ud med et motivationsniveau, der ligger ret højt, og derfor får folk at vide, hvis jeg mener, det ikke er godt nok. Og så bliver jeg sur på mig selv bagefter, når jeg har skældt folk ud.

 

– Det er vigtigt for mig, at jeg selv føler, at jeg får folk til at forstå, at det er nødvendigt med vindermentalitet. Der er mange, der kommer til træning og træner lidt for sig selv, og så er det dét. For mig er det vigtigt, at vi alle er 100 procent klar, og at folk ved, at det er alvor. Derfor forsøger jeg til hver eneste træning at give mig selv fuldt ud. Det er en del af mig og min vindermentalitet.

– Lige i  øjeblikket smider jeg kritik og dårlige oplevelser væk. Det er jeg god til at gøre. Der er ikke tid til at gå og tænke over det. Jeg har måske spillet 30 kampe i år og uden at være for selvglad, så har 20 af dem måske været gode. Men hvis fem af dem har været gode, og 15 har været ok, så er det ok for mig. Jeg kom jo fra ingenting.

– Jeg fik kritik for mine landsholdskampe. Jeg er glad for, at man forventer meget af mig, for det viser også, at de synes, at det, jeg har lavet, er godt. Men mange folk er måske lidt for hårde. Forventningen er, at man går ind og leverer fra dag ét på landsholdet, og dét er der jo ingen, som gør. Man kan dårligt nævne en landsholdsspiller, der har spillet sine 10 første landskampe som superstjerne. Jeg spillede en uvant plads i de to kampe. Og så var der nogen ting i mit privatliv, der ikke var, som de skulle være i perioden omkring de to kampe. Jeg har ikke lyst til at komme ind på det konkret, men de nærmeste omkring mig vidste godt, hvad det var, og det er det eneste, der betyder noget.

– Hvis man som almindelig person har en dårlig arbejdsdag og tager det med sig næste dag igen, så bliver den dag også dårlig. Jeg tror ikke, at der er nogen mennesker, som går på arbejde hver dag, og som kan undgå at have en dårlig dag, ligegyldigt hvad man laver. I fodbold er man aldrig bedre end sin sidste kamp. Så der skal en god kamp til på landsholdet, så er jeg på rette fod igen. Man kan så håbe på, at kritikken vender, hvis man spiller en god kamp.

– Sult. Den største forskel fra sidste år er sulten. Vi er så sultne efter det guld. Vi har en kæmpe sult, for vi har rigtig mange spillere, der ikke har vundet noget før. Der er mange i omklædningsrummet, der har vundet guld og pokalen, men det har vi unge ikke, og for os er det en kæmpe, kæmpe drøm at vinde guld. Sult er så vigtig.

– Vi frygter ikke, at FC Nordsjælland henter os lige som sidste år. Man kan mere mærke nervøsiteten på omgivelserne; aviserne, som skriver om det, og folk man møder på gaden, der siger, at vi nu skal tage os sammen, og at vi ikke må miste guldet som sidste år. Men vi fører med syv point, og hvis vi kunne købe det inden sæsonstarten, havde vi gjort det. Hvis vi går ud som 11 små børn og bare glæder os til at spille mod FC Nordsjælland, er det sådan, det skal være.

– Jeg kæmper med mange tanker og for at holde styr på dem. Jeg tænker virkelig meget over tingene og evaluerer grundigt de ting, jeg laver. Derfor har jeg en mental træner. For mig er det en god ting at snakke, få tingene ud. Alle omkring én har en mening om alt, så somme tider er det godt at snakke med én, der ikke har en mening om noget. En, der bare lytter og taler med erfaring og hjælper én med de tanker, man går og har. Det er måske vigtigst at bruge ham, når det går godt, for så har man det med at blive lidt forskruet oppe i hjernen og bliver ligeglad med, hvad folk tænker.

– Jeg er begyndt til spansk med to holdkammerater. Og nej, det er ikke, fordi jeg vil spille i Primera, men det er bare et fedt sprog. Min kæreste arbejder til kl. 19 om aftenen, så når jeg kommer hjem, har jeg nogle timer, der skal slås ihjel. Og så er det vigtigt, at der er noget andet end fodbold, man kan koncentrere sig om, og så er det er sjovt at øve sig på spansk hele dagen.

– Jeg voksede op op i et kvarter ude i Ballerup, hvor der var masser af børn og et boldbur, hvor vi var ude hele tiden. Det var dér, jeg lærte al det tekniske, for vi spillede fire-fem timer om dagen. Min far var med ude for at træne mig hver morgen kl. 6. Mine forældre ofrede sig meget for min drøm, men samtidig har jeg altid gjort det klart for dem, at jeg ville det her, og derfor har de altid støttet mig og eksempelvis ikke insisteret på en uddannelse eller lignende. For sådan fungerer jeg ikke. Jeg fungerer bedst, hvis folk lader mig gøre tingene på min måde, uden at det bliver for meget.

– Personligt synes jeg, det hele kan blive kedeligt blandt os spillere. Problemet er, at det, man siger, kan blive brugt og misbrugt af pressen eller andre, og så kan man skade sine med- eller modspillere. Nogle gange kan man godt savne, at der er én dansk fodboldspiller, der går ud og snakker eller gør ting som Balotelli eller Zlatan. Problemet er bare, at det rammer andre. Men det er pissesjovt og med til at gøre fodboldverdenen sjovere.

– Jeg vil ikke sidde her og lyve. Jeg var for useriøs i Tyskland. Jeg vidste ikke nok om, hvad der skulle til på det tidspunkt. Jeg var 19 år, jeg vidste ikke, at man skulle selvtræne hver dag, jeg kendte ikke noget til kost, og jeg tog det hele for givet. Da jeg skulle genoptræne efter en skade, mødte jeg en behandler, og han hjalp mig utroligt meget. Han lærte mig om kroppen, og om hvad der skal til fysisk for at kunne spille 40 kampe om året. Han lærte mig, at det mentale, levestil og det fysiologiske hænger sammen. Det har jeg taget med herhjem og har været fit siden.

– Min tid i Tyskland lærte mig, at man ikke skal tage noget for givet. Jeg blev bevidst om, at man skal arbejde hårdt, og hver dag man står op, skal man være glad for det job, man har. For det job er der mange, der vil give deres højre ben for. Derfor er jeg blevet bedre til at nyde det. Og hvorfor ikke? Jeg er kun 22 år, men er et fantastisk sted i mit liv lige nu.

– Mod OB var vi bagud 1-2 i pausen. Men jeg følte, at vi var bedre end dem. Jeg vidste, at vi kunne vinde, så i pausen sagde jeg, at jeg ville score to mål. Det er en mentalt ting, noget med at føle sig ovenpå. Jeg følte mig klar, og jeg skulle nok score, tænkte jeg, eller hjælpe holdet så meget jeg kan. Jeg lagde op til to mål, og vi vandt 3-2. Da jeg var barn, stod min mor altid på sidelinjen, og der var engang, vi var bagud 0-7, men hun råbte, at der var intet, der var afgjort før dommerens sidste fløjt. Dengang forstod jeg ikke, hvad hun mente. Det gør jeg nu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu