Nike dropper nye Pistorius-reklamer

18. februar 2013 21:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nike dropper nye Pistorius-reklamer
Billede mangler

Tirsdag møder Oscar Pistorius igen for retten i Sydafrika. Det sker, når en dommer skal tage stilling til, om han skal løslades mod kaution, mens sagen mod ham kører.

Mandag meddelte atletikstjernens sponsor, sko- og tøjfirmaet Nike, at man dropper alle fremtidige reklamer, der omfatter den drabssigtede sprinter.

– Nike har ingen planer for fremtidige kampegner, der omfatter Oscar Pistorius, skriver Nike-talsmand Kejuan Wilking i en e-mail ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sportsbrandet må endnu engang sande, at et centralt navn i firmaets markedsføring er involveret i en belastende sag. Nike har efterhånden en omfattende samling af uheldige sponsorerede atleter.

Den omfatter blandt andre NFL-quarterbacken Michael Vick, der tidligere blev afsløret i at have arrangeret hunde-kampe; sprinteren Marion Jones der løj for en storjury om dopingmisbrug; Tiger Woods der havde et omfattende, udenomsægteskabeligt forbrug af elskerinder samt endelig Lance Armstrong, der for nylig indrømmede omfattende brug af doping.

Oscar Pistorius blev i sidste uge formelt sigtet for drabet på sin kæreste, Reeva Steenkamp. Hvis han bliver kendt skyldig, risikerer han fængsel på livstid.

Handicapatleten Pistorius blev verdenskendt og et forbillede for mange, idet han tilkæmpede sig retten til at konkurrere mod den ikke-handicappede verdenselite.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu