Stokholm forlænger med Nordsjælland

4. februar 2013 15:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Stokholm forlænger med Nordsjælland
Billede mangler

FC Nordsjælland får glæde af deres anfører og midtbanestyrmand Nikolai Stokholm frem til sommeren 2014.

 

Efter et mesterskab i sidste sæson og Champions League i efteråret ser Nikolai Stokholm frem til at fortsætte hos nordsjællænderne.

– Det er en forlængelse, jeg er super glad for. Som jeg har sagt det mange gange før, så stortrives jeg i FC Nordsjælland, og så synes jeg, at vi endnu en gang har noget rigtig spændende på vej, siger anføreren til klubbens hjemmeside.

Nikolai Stokholm skiftede til FCN fra norske Viking Stavanger i januar 2009 og har siden været omdrejningspunktet på holdets midtbane. Hans kontrakt stod til at udløbe til sommer, så sportsdirektør Jan Laursen er glad for, at Stokholm bliver en del af holdet i endnu halvandet år.

– ‘Stok’ går altid forrest både på og uden for banen, så derfor er det en fantastisk god nyhed for klubben og alle, der holder med FC Nordsjælland. Vi er i gang med at bygge på til fremtiden, og det er meget glædeligt, at Nicolai Stokholm med forlængelsen bliver en del af den proces, siger han.

Hos træner Kasper Hjulmand er glæden også stor over, at den videre udvikling af holdet bliver med den rutinerede anfører.

– Det betyder rigtig meget for os, at vi kan fortsætte udviklingen af holdet med Stokholm som en del af det hele.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu