Nordjyder sætter effektiv stopper for tyve

12. marts 2012 12:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nordjyder sætter effektiv stopper for tyve
Billede mangler

Sommerhusejere i Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner i Nordjylland har rottet sig sammen mod potentielle indbrudstyve, og det har givet pote.
Nordjyderne har organiseret sig i netværk, som kontakter politiet, hvis de ser mistænkelige personer eller biler, og siden da er antallet af indbrud raslet ned, skriver P4 Nordjylland.
I januar og februar sidste år blev der registeret 105 indbrud i de to kommuner, men i år er det tal faldet til kun 17 indbrud i samme periode.
“Jeg tror på, at det har haft en virkning. Og det er jo et ganske voldsomt fald i forhold til de indbrudstal, der blev præsenteret sidste år,” siger sektionsleder hos Himmerlands Politi, Johan Nielsen, til P4 Nordjylland.
Johan Nielsen kender til mindst ét tilfælde, hvor borgernes indsats har forhindret et indbrud, men han vil ikke tilskrive dem hele æren for nedgangen, fordi organiserede banders hærgen kan give store udsving i antallet af indbrud.
Borger-netværkene er blevet oprettet i de store sommerhusområder ved Løgstør, Lendrup, Hvalpsund, Als Odde, Øster Hurup og Trend.
Kilde: P4 Nordjylland
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu