Nordkorea afbryder al kontakt med Sydkorea

27. marts 2013 10:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea afbryder al kontakt med Sydkorea
Billede mangler

NORDKOREA: Det nordkoreanske styre i Pyongyang har understreget sin fjendtlige linje over for Sydkorea ved onsdag at afbryde landenes militære hotline, som var den sidste direkte kommunikationsforbindelse mellem de stridende naboer.

 

Ifølge AFP falder beslutningen sammen med en erklæring fra Nordkorea om, at landets politiske top inden længe mødes for at diskutere »et vigtigt emne«, som kan munde ud i »en drastisk beslutning«.

»Når situationen er, at en krig kan bryde ud når som helst, er det ikke nødvendigt at bevare den militære kommunikation mellem nord og syd. Derfor lukker vi nu ned,« er en nordkoreansk militær embedsmand ifølge AFP citeret for at sige til landets statskontrollerede nyhedstjeneste.

Tidligere på året afbrød Nordkorea en Røde Kors-hotline, der blev brugt som en direkte kommunikationsforbindelse mellem de to landes regering i fraværet af diplomatiske relationer.

Internationale medier skriver onsdag, at den afbrudte militære hotline får konsekvenser for Seouls industrikompleks Kaesong i det sydlige Nordkorea, hvor forbindelsen bruges til at organisere, hvilke personer og køretøjer der krydser grænsen mellem de to lande.

Industrikomplekset ligger i en by af samme navn, som har været et populært turistmål for sydkoreanske turister og i årevis styrket det ellers anspændte forhold mellem Sydkorea og Nordkorea. Kaesong er en lukket by uden lokale indbyggere, bortset fra særligt udvalgte arbejdere, og området er isoleret fra resten af Nordkorea.

Den ny lukkede telefonlinje er den seneste af en lang række trusler fra Pyongyang, som gradvist har øget spændingerne på den koreanske halvø, siden styret i nord afprøvede et langdistancemissil i december og foretog en atomprøvesprængning i februar.

Tidligere på ugen beordrede regeringen i Nordkorea sine styrker til at forberede angreb mod USAs fastland samt Hawaii og Guam, hvorefter Pentagon slog fast, at man er klar til at besvare alle former for angreb.

Erklæringen om »kampklar status« kom tirsdag fra den nordkoreanske folkehærs overkommando og har ordlyden »alle artilleritropper, strategiske raketenheder og langtrækkende artillerienheder skal placeres under klasse A kampberedskab«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu