Nordkorea annullerer sine fredsaftaler med Sydkorea

8. marts 2013 04:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea annullerer sine fredsaftaler med Sydkorea
Billede mangler

NORDKOREA: Spændingerne stiger fortsat på den koreanske halvø. Senest har Nordkorea natten til fredag dansk tid via det statslige nyhedsbureau meddelt, at landet annullerer alle ikke-angrebsaftaler med naboen i syd samt lukker telefonforbindelsen og de vigtigste grænseovergange mellem de to lande. Det skriver BBC.

 

Udmeldingen kommer efter, at FNs Sikkerhedsråd torsdag vedtog en resolution, der strammer de allerede omfattende sanktioner mod Nordkorea, så det blandt andet bliver sværere for nordkoreanere, herunder diplomater, og nordkoreanske selskaber at bevæge sig rundt i verden. FN-resolutionen kom som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning i sidste måned.

Nordkorea har truet med at foretage et forebyggende atomangreb, selv om der internationalt er enighed om, at nordkoreanerne endnu ikke besidder teknologien til at sende atomvåben af sted med hverken missiler eller kanoner.

Truslen er ikke desto mindre rettet mod Sydkorea og USA, som i øjeblikket gennemfører en stor årlig militærøvelse, som Nordkorea har tordnet imod, samtidig med at landet selv forbereder en sjældent stor landsdækkende militærøvelse, der vil lukke luftrummet omkring dets kyst.

Dette skridt mere end antyder, at nordkoreanerne vil affyre missiler af den ene eller anden type, og i Sydkorea er overvågningen skærpet for at kunne afsløre tegn på, at Nordkoreas militærøvelse vil gå fra øvelse til angreb.

Onsdag understregede Sydkorea, at det vil besvare ethvert angreb fra naboen i nord.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu