Nordkorea fastholder hård retorik

30. december 2011 08:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nordkorea fastholder hård retorik
Billede mangler

Optimister der håbede, at Kim Jong-Il’s død ville føre til mere nordkoreansk åbenhed, kan tilsyneladende godt tro om igen.
I en tv-transmitteret meddelelse fra den nationale, nordkoreanske forsvarskommision, forsikres det nemlig, at intet vil forandre sig, selv om det nu er Kim Jong-Un, der sidder på magten i det kommunistiske regime.
Det skriver nyhedsbureaet Reuters.
“Ved denne lejlighed erklærer vi med stolthed, at tåbelige politikere i verden over – inklusiv Sydkoreas marionetdukker – ikke skal forvente nogen ændringer fra os,” lød det ifølge Reuters i en erklæring, der blev læst op af en næsten skrigende kvinde på den statskontrollerede tv-station.
Specielt i Sydkorea vil man nok se den seneste melding fra naboerne i nord som endnu en direkte trussel.
“Vi kommer aldrig til at indgå i samarbejde med Lee Myung-bak-regeringen. Havet af blodige tårer fra vores militær og vores befolkning vil forfølge dem til det sidste. Tårerne vil forvandle sig til et hav af hævngerrige flammer, der brænder alting op,” lød det videre i den kryptiske tv-tale.
Kim Jong-Il døde officielt lørdag den 17. december og bliver efterfulgt af sin tredjeældste søn Kim Jong-Un, der allerede er blevet døbt ‘Supreme Commander’ – den store kommandør
Kilde: Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu