Nordkorea forbyder adgang til vigtig industrizone

3. april 2013 05:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea forbyder adgang til vigtig industrizone
Billede mangler

NORDKOREA: De nordkoreanske myndigheder har onsdag forment sydkoreanere adgang til en vigtig, fælles industrizone, som de to lande ellers har drevet sammen med stor succes i en årrække. Det skriver flere internationale medier.

 

Det er industriområdet Kaesong, der ligger i det sydlige Nordkorea på grænsen til naboen i syd, som i en ikke defineret periode vil være lukket land for de sydkoreanske arbejdere. De sydkoreanere, der er i området, får dog lov til at forlade stedet.

»Nord har her til morgen gjort os opmærksom på, at det kun vil tillade rejser tilbage fra Kaesong, og det vil forbyde ture til komplekset, siger Kim Hyung-Suk, minister i den sydkoreanske regering.

Ministeren betegner den nordkoreanske beslutning som »meget beklagelig« og siger, at regeringens førsteprioritet er sikkerheden for de 861 sydkoreanske statsborgere, der befinder sig i området.

Kaesong, der ligger godt 10 kilometer inde i Nordkorea, blev etableret i 2004 som et symbol på samarbejde på tværs af grænserne.

Nordkorea har altid været opmærksom på, at stridighederne mellem de to lande ikke skulle ramme den vigtige industrizone, der årligt sikrer landet to milliarder dollar og dermed er en vigtig indtægtskilde.

Med lukningen for adgang til Kaesong gør Nordkorea alvor af en trussel, som man fremsatte lørdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu