Nordkorea gør to missiler klar

5. april 2013 12:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea gør to missiler klar
Billede mangler

NORDKOREA: Nordkorea har flyttet ikke et, men to mellemdistance-missiler til landets østkyst, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

 

Torsdag vakte det ny international bekymring, da den sydkoreanske forsvarsminister meddelte, at Nordkorea havde placeret et affyringsklart missil på kysten. I dag siger medierne så med henvisning til efterretningskilder, at nordkoreanerne gemmer to missiler på kyststrækningen.

En militærkilde, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, fortæller, at missilerne blev transporteret til kysten på tog i starten af ugen, og at et af dem er af typen Musdan, med en rækkevidde på op mod 3.000 kilometer.

Nordkorea har i løbet af de seneste døgn truet med et angreb, herunder også atomangreb mod blandt andet den amerikanske fly- og flådebase på stillehavsøen Guam, som Musdan-missilet muligvis kan nå, hvis dets last ikke er for tung. Guam ligger mindre end 4.000 kilometer fra Nordkorea. Et missil af den type vil samtidig kunne nå ethvert mål i Sydkorea og i Japan.

Der er dog bred international enighed om, at Nordkorea endnu ikke har kapacitet til at kunne affyre et atom-missil, blandt andet fordi de ikke mestrer teknikken til at gøre sprænghovederne små nok.

USA har som modsvar på de nordkoreanske trusler besluttet at opstille et missilskjold på Guam, men de missiler, der skal beskytte øen og skyde eventuelt indkomne nordkoreanske missiler ned, er endnu ikke på plads.

Ifølge AFP er de to nordkoreanske missiler på østkysten blevet gemt af vejen i underjordiske bunkere, efter de blev flyttet fra tog til mobile affyringsramper.

En højtstående embedsmand siger ifølge AFP til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, at når de efterfølgende er blevet skjult, tyder det på, »at nordkoreanerne har i sinde at affyre missilerne uden forudgående varsel«.

Sydkorea har efter Nordkoreas transport og placering af missilerne besluttet at beordre to store krigsskibe med avanceret radarudstyr ud og lægge sig ved henholdsvis øst- og vestkysten for at kunne spore nordkoreanske missilaffyringer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu