Nordkorea klar til ny missilaffyring

4. april 2013 13:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea klar til ny missilaffyring
Billede mangler

NORDKOREA: Nordkorea har spillet endnu et kort i den eskalerende krise på Den Koreanske Halvø. Den sydkoreanske forsvarsminister, Kim Kwanjin, meddelte torsdag i en høring i parlamentet, at Nordkorea har flyttet et af sine mellemdistancemissiler ud til landets østkyst, hvor det er klar til affyring.

 

Ifølge New York Times afslørede forsvarsministeren, at der formentlig ikke er tale om et af Nordkoreas største missiler med betegnelsen KN-08, som er det tætteste landet i øjeblikket er på at råde over et interkontinentalt missil, der kan nå mål på det amerikanske fastland.

Sydkoreanske medier skriver ifølge New York Times, at der er tale om et mellemdistancemissil med betegnelsen Mesudan, med en anslået rækkevidde på 3.000 kilometer.

Nordkorea har de seneste dage truet med et angreb på stillehavsøen Guam, hvor USA har en stor fly- og flådebase, men Guam ligger godt 3.500 kilometer fra Nordkorea og skulle dermed være uden for missilets rækkevidde.

Bekymringen over udviklingen på halvøen stiger internationalt, men forsvarsminister Kim Kwanjin vurderer ikke ifølge New York Times, at risikoen for en regulær krig er stor:

»Men i betragtning af det nordkoreanske regimes natur, er det muligt, at de vil fremkalde en lokal provokation,« siger han.

Nordkorea har tidligere gennemført missiltests ud over åbent farvand og er hver gang blevet mødt med kraftige fordømmelser.

Før jul foretog nordkoreanerne en prøveafskydning af landets største og eneste interkontinentale missiltype, og placerede en lille satellit i rummet.

Denne handling var sammen med gennemførelsen af den tredje atomprøvesprængning det, der for kort tid siden fik FN til at stramme sanktionerne over for Nordkorea.

Reaktionen fra Nordkorea var den serie af stigende provokationer og opskruet krigsretorik, som har ført frem til den aktuelle krise.

Nordkorea har senest truet med et atomangreb mod amerikanske mål, men de færreste eksperter tror, at nordkoreanerne råder over tilstrækkelig teknologi til at udstyre missiler med atomsprænghoveder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu