Nordkorea lukker fælles industrizone

8. april 2013 16:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea lukker fælles industrizone
Billede mangler

NORDKOREA: De nordkoreanske myndigheder lukker nu den fælles syd- og nordkoreanske industrizone, Kaesong, 10 kilometer inde på nordkoreansk territorium.

 

Det nordkoreanske skridt betyder ifølge Reuters, at et halvt hundredetusinde nordkoreanske arbejdere på de 123 sydkoreanske firmaer, der har placeret fabrikker i zonen, bliver forment adgang. De godt 500 sydkoreanske ledere, der opholder sig i zonen, har endnu ikke fået ordre til at forlade Kaesong, men ingen sydkoreanere får lov til at rejse ind i zonen.

Der er blandede signaler fra Nordkorea, når det gælder varigheden af zonelukningen. Ifølge BBC siger en nordkoreansk embedsmand, at lukningen er permanent, men det nordkoreanske statslige nyhedsbureau KCNA citerer et medlem af landets centralkomite for at sige, at »lukningen er midlertidig«, og at man vil vurdere, »om der skal gives tilladelse til at genåbne den.«

»Hvordan situationen udvikler sig i de kommende dage afhænger alene af Sydkorea,« siger centralkomitemedlemmet Kim Yang-gon ifølge BBC.

Kaesong blev etableret for en halv snes år siden som led i tilnærmelsen mellem de to lande og forsyner det forarmede Nordkorea med hvad der svarer til godt 12 milliarder kroner om året.

Sydkoreas genforeningsministerium siger ifølge Reuters, at det vil holde Nordkorea »ansvarlig for konsekvenserne af den uretfærdige lukning«, og at der vil blive gjort alt »for at sikre sydkoreansk liv og ejendom«.

Nordkoreas beslutning giver endnu engang anledning til international bekymring om landets hensigter efter den seneste tids krigeriske retorik og direkte angrebstrusler. Yderligere bidrager den forventede affyring af et eller flere mellemdistance-missiler i de nærmeste dage til at øge spændingen sammen med nordkoreanernes advarsler til vestlige ambassader om, at deres sikkerhed ikke kan garanteres efter 10. april.

FNs generalsekretær appellerede mandag til Nordkorea om at undgå »enhver yderligere provokation«, mens den russiske præsident Putin under et besøg hos den tyske kansler Merkel brugte en mere direkte talemåde om situationen:

»Det er ingen hemmelighed, at vi er bekymrede over udviklingen på den koreanske halvø, fordi vi er naboer. Og hvis, Gud forbyde det, der sker noget, vil Tjernobyl, som vi kender en del til, tage sig ud som et børneeventyr.«

Mandag afviste det sydkoreanske forsvarsministerium dog forlydender fra en andet ministerium om, at Nordkorea var ved at forberede endnu en atomprøvetest.

Nordkorea har imidlertid truet med at angribe de amerikanske baser på stillehavsøen Guam, hvilket har fået amerikanerne til beslutte snarest at sende raketbatterier til nedskydning af indkomne missiler til Guam.

Japan har truet med et skyde ethvert nordkoreansk missil ned, og Reuters rapporterer, at japansk presse har vist billeder af opstilling af, hvad der siges blandt andet at være amerikanske Patriot-missiler rundt om Tokyo. Patriot-missiler anvendes til nedskydning af fjendtlige missiler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu