Nordkorea truer syd med krig

25. januar 2013 11:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea truer syd med krig
Billede mangler

Nye trusler strømmer ud fra Nordkorea. Fredag trues Sydkorea med krig, hvis de tilslutter sig skærpede FN-sanktioner. Torsdag truede nordkoreanerne med nye atomprøvesprængninger og raketaffyringer.

 

– Sanktioner betyder krig og er en krigserklæring mod os, lyder det ifølge BBC fra Nordkoreas »Komite til en Fredelig Genforening af Fædrelandet«.

Den nordkoreanske trussel er den seneste i en række hårde udmeldinger efter Sikkerhedsrådets skærpelse af sanktionerne, et skridt der blev taget som reaktion på Nordkoreas seneste test af en interkontinental raket, der kan nå mål på det amerikanske fastland.

Onsdag truede nordkoreanerne med at gennemføre en tredje atomprøvesprængning og mere end antydede, at den nye bombe ville være mere avanceret end de to første. Yderligere lød det fra nordkoreanerne, at de vil gennemføre flere opsendelser af langtrækkende raketter.

Begge trusler havde direkte adresse mod hovedfjenden USA.

De to Koreaer er teknisk set stadig i krig, og den mest alvorlige situation siden krigen i 1950-1953 udspillede sig i 2010, hvor Nordkorea gennemførte voldsomme bombardementer af en sydkoreansk ø, hvor adskillige mennesker blev dræbt.

Den skærpede tone over for Sydkorea sættes i relief af, at den nyvalgte sydkoreanske præsident, Park Geun-Hye, ellers har lovet at tø forholdet til Nordkorea op, efter fem års nedfrysning under den tidligere præsident.

Talsmand for Det Hvide Hus Jay Carny har betegnet de nordkoreanske trusler som »unødvendigt provokatoriske« og sagt, at de kun isolerer Nordkorea yderligere – og bestemt ikke hjælper den nordkoreanske befolkning.

Kina, der er nabo til Nordkorea og har de tætteste forbindelser til det lukkede land, advarer fredag direkte Nordkorea mod at foretage flere prøvesprængninger.

– Hvis Nordkorea gennemfører flere atomprøvesprængninger, vil Kina ikke tøve med at reducere sin assistance, lyder det i den statsejede kinesiske avis Global Times.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu