Nordkorea truer USA med udslettelse

27. februar 2013 10:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nordkorea truer USA med udslettelse
Billede mangler

NORDKOREA: Nordkorea har via sin officielle propaganda-webside, Uriminzokkiri, fremsat sin hidtil alvorligste trussel mod USA, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

 

Ifølge nyhedsbureauet truer Nordkorea direkte med, at det nordkoreanske folk og militær »vil slette USA fra jordens overflade«, hvis USA fortsætter med at »forsøge at kvæle Nordkorea med sin fjendtlige politik«.

Formuleringen på Uriminzokkiri kan dårligt læses anderledes end en henvisning til de sanktioner, som det internationale samfund har lagt ned over Nordkorea, og som USA senest har slået til lyd for at stramme.

Advarslen bliver direkte koblet til det faktum, at Nordkorea nu råder over interkontinentale raketter, der kan nå USA. Det viste nordkoreanerne, da de i december sendte en lille satellit ud i rummet med en nyudviklet raket, en handling, der udløste international fordømmelse.

Vreden var langt fra kølet ned, da nordkoreanerne i midten af februar gennemførte endnu en atomprøvesprængning, hvilket endnu engang fik det internationale samfund til fare i flint. Vanen tro affærdigede styret i Nordkorea alle fordømmelser med erklæringer om, at landet gør hvad det vil, uanset omverdenens mening.

I sin nyeste propagandaartikel lyder det ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau, at USA ikke skal føle sig sikker »selv om det ligger på den modsatte side af Stillehavet« og det understreges, at Nordkorea kan beskytte sig mod udenlandsk aggression.

Uriminzokkiri har før været leverandør af opsigtsvækkende propagandamateriale. Kort før atomprøvesprængningen i midten af februar, blev en video fra Uriminzokkiri, der viser en brændende amerikansk storby under angreb, lagt ud på YouTube.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu