Nordmænd går i marken for at finde Joey

9. august 2012 13:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nordmænd går i marken for at finde Joey
Billede mangler

Politiet i Norge har indtil videre afvist at søge efter den 19-årige Joey Ravn, som forsvandt under en vandretur den 25. juli.
Men nu kommer der hjælp fra Norsk Folkehjelp, som har besluttet at iværksætte en eftersøgning på den norske side af grænsen.
– Vi er 10 mand, som i morgen skal gå op til Hellemobotn længst inde i Tysfjord.
– Vi vurderer undervejs, om vi skal bruge hele weekenden på at søge i området op mod den svenske grænse efter den savnede, siger Vegard Lindbæk fra Norsk Folkehjelp til NRK.
Joey Ravn kom aldrig tilbage efter en vandretur til Allak-toppen i det nordlige Sverige ikke langt fra grænsen til Norge.
Politiet i Sverige satte efterfølgende gang i en større eftersøgning, som dog blev afsluttet uden resultat.
Siden har politi i Sverige givet udtryk for, at de ikke har nogen indikationer på, at danskeren skal være gået over grænsen til Norge. Samtidig har det lokale politi i Norge afvist at søge efter danskeren, før der kommer nye oplysninger i sagen.
– Vi har fået få oplysninger fra Sverige, men vi ved, at de pårørende skal lede på svensk side. Jeg har selv være i kontakt med familien til den savnede.
– Vi håber, at vi kan bidrage til at se, om der er spor på den norske side, siger Vegard Lindbæk.
Norsk Folkehjelp vil følge markerede ruter, og man er overbevist om, at det har været muligt at passere grænsen til Norge, selvom terrænet er uvejsomt.
– Vi har set det, som er kommet frem efter eftersøgningen på svensk side.
– Joey Ravn forsvandt kun 20 kilometer fra grænsen, og det er muligt, at han kan have krydset den. Vi ser, at tingene er strandet lidt i bureaukratiet, og så kan vi måske hjælpe lidt, siger Vegard Lindbæk til NRK.
Familien til Joey Ravn har meddelt, at de også vil lede efter danskeren. Det kom frem i et interview med det norske medie Nordlys. Ifølge familien er et eftersøgningsmandskab fra Danmark klar til at rejse til Norge.
/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu