Norge offentliggør blodværdier

14. marts 2013 08:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Norge offentliggør blodværdier
Billede mangler

På et pressemøde onsdag fremlagde det norske skiforbund 408 målinger af blodværdier fra herreløbere og 277 målinger fra kvindeløbere i perioden fra 1989-2002.

 

– Hæmoglobinværdier kan aldrig være beviser for eller imod doping. De kan sige noget om, hvor løberen er i forhold til gennemsnittet. Vores værdier er lige omkring gennemsnittet for den almene befolkning. Nogle løbere har lidt højere værdier, og det er, hvad vi har set gennem materialet nu, sagde den norske OL-læge Ola Rønsen til den norske avis VG.

Størstedelen af tallene var anonymiserede, men et firkløver af norske løbere med Bjørn Dæhlie som det største navn havde bedt om at få deres tal specificeret. Det var disse løbere, der blev gået hårdest til i den svenske dokumentar.

Bjørn Dæhlies værdier lå i perioden fra 1996-98 mellem 15 og 16 gram hæmoglobin pr. deciliter blod. Normalværdien for hæmoglobin i blodet er ifølge Aftenposten 13,4-17 gram.

Det viste sig dog på pressemødet, at de blodværdier, der blev fremlagt, var taget i perioden fra juni til november, og dermed uden for sæsonen. Det fik blandt andet journalisten på Uppdrag Granskning, Hasse Svens, til at så tvivl om tallenes brugbarhed.

– De viser jo bare blodværdien fra træningsperioden frem til november. Der er jo ingen, der har interesse i at øge sin blodværdi under denne periode. Det gør man, når sæsonen går i gang inden vigtige konkurrencer. De oplysninger, man kommer med, har ingen værdi overhovedet, siger Hasse Svens til sportexpressen.se.

Ola Rønsen forklarede ifølge VG, at man ikke havde prøver fra sæsonens løb, fordi man ikke havde laboratorietest og intrumenter med til mesterskaber og world cup’en. I løbet af sæsonen var det det internationale skiforbund, FIS, der tog prøver, og ifølge Rønsen har FIS ikke et sådan datamateriale, som det norske forbund kan se.

Men den køber Hasse Svens ikke.

– FIS’ tal har betydelig mere tyngde og har mere værdi, end dem, det norske skiforbund lægger frem. Hvis man vil, kan man bare søge hos FIS og sige, at det norske skiforbund og udøverne vil have, at de blodresultater, som blev taget i løbet af sæsonen, bliver lagt frem. Så bliver det væsentlig mere troværdigt, siger Svens.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu