Normal IC-togdrift i Kolding fra tirsdag morgen

11. marts 2013 22:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Normal IC-togdrift i Kolding fra tirsdag morgen
Billede mangler

InterCity-togene vil fra tirsdag morgen igen køre normalt i Kolding, efter togdriften mandag blev indstillet i byen, fordi et godstog kolliderede med en bropille.

 

»Vi regner med, at IC-togene kan passere normalt igen fra i morgen tidlig (tirsdag morgen, red.). Til gengæld vil regionaltogene blive aflyst. De kommer ikke til at køre før en gang efter middag,« oplyser Banedanmarks pressevagt til Berlingske nyhedsbureau sent mandag aften.

Ved mandagens uheld kørte et godstog af sporet i Kolding. Toget ramte en bro over jernbaneterrænet, da det var i færd med at bakke. En bropille blev beskadiget ved sammenstødet – det samme blev en køreledningsmast, og flere køreledninger blev revet ned. Derfor afspærrede politiet området og lukkede den beskadigede bro.

Sent mandag aften stod det endnu ikke klart, hvornår broen igen vil blive åbnet til bilkørsel.

Ingen personer kom til skade ved uheldet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu