Norsk fyrtårn vil hjælpe Inter Milan

26. februar 2013 19:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Norsk fyrtårn vil hjælpe Inter Milan
Billede mangler

Han var egentlig på vej til at gå på fodboldpension, men nu kan klubløse John Carew gøre comeback på den europæiske scene. Endda på højeste niveau.

 

Tirsdag ankom 33-årige John Carew til Milano, hvor de sidste detaljer skal på plads, inden nordmanden noget overraskende kan kalde sig Inter-spiller.

– Jeg er klar. Jeg har det godt og har trænet de seneste uger. Før det rejste jeg og lavede en film, men nu er jeg klar til at gøre mit bedste for Inter, siger Carew ifølge La Gazzetta dello Sport.

Det knap to meter høje norske fyrtårn har ikke spillet klubfodbold siden bruddet med West Ham i sommer, hvorfor den forestående transfer må betegnes som noget af et sats for den italienske storklub.

Det er da også mere af nød end af lyst, at Inter er blevet tvunget ud på det frie transfermarked. Det argentinske angrebs-es Diego Milito er nemlig ude med en skade for resten af sæsonen, hvilket har efterladt et tomrum i angrebet. Og med et lukket transfervindue i Italien har Inter-præsident Massimo Moratti været presset til at begrænse søgningen til kontraktfrie spillere.

Det giver nu – tilsyneladende – den tidligere norske landsholdsangriber en unik chance for at genoptage karrieren. Ifølge flere italienske netmedier endda til en ganske god hyre. Her spekuleres der i, at John Carew vil modtage op mod 2,2 millioner kroner for en kontrakt frem til sommer.

– Jeg havde ikke forventet dette, men livet er fuld af overraskelser, lyder det fra Carew. 33-årige John Carew har tidligere repræsenteret Vålerenga, Rosenborg, Valencia, Roma, Besiktas, Lyon og Aston Villa, Stoke og West Ham.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu