Norsk politi anholder ny mistænkt for bombetrusler

13. februar 2013 12:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Norsk politi anholder ny mistænkt for bombetrusler
Billede mangler

NORGE: Kort før klokken 12 onsdag formiddag foretog norsk politi en aktion mod en lejlighed i Oslo, hvor man pågreb en mand, som politiet mistænker for at stå bag bombetruslerne mod Stortinget.

 

»Jeg kan bekræfte, at vi har pågrebet personen, som vi har ledt efter siden i går aftes. Han bliver nu taget med til politistationen. Der bliver afholdt et pressemøde klokken 12.30, hvor I forhåbentlig får mere at vide om det, vi har lavet i dag,« siger indsatsleder Arve Røtterud til den norske avis VG.

Dermed har politiet fundet den mand, som de har ledt efter, siden man måtte løslade en anden mand, der blev anholdt natten til onsdag. Det er den tredje lejlighed, som politiet ransager i forbindelse med truslerne mod Stortinget.

»Selve aktionen gik fint og roligt,« siger indsatslederen.

Sent tirsdag aften slog politiet i Oslo alarm på grund af trusler mod Stortinget, og politiet har valgt at tage truslen meget alvorligt, ligesom statsminister Jens Stoltenberg har udtalt sig i forbindelse med bombetruslen.

»Jeg har vænnet mig til, at Norge er et land, som bliver udsat for trusler. Heldigvis er de fleste trusler ufarlige, men vi lever i et land, hvor vi må indse, at en dag er det alvor. Om det var tilfældet i morges, vil jeg ikke spekulere i,« sagde statsministeren ifølge Aftenposten på Arbeiterpartiets landsstyremøde.

Manden i 30erne, som blev taget med på stationen natten til onsdag, blev løsladt hurtigt, da det viste sig, at han ikke kunne kobles til truslerne mod Stortinget.

22. juli 2011 bragte den nu dømte terrorist Anders Breivik en bombe til sprængning i regeringskvarteret i Oslo. Otte mennesker blev dræbt ved eksplosionen, mens yderligere 69 blev dræbt ved en efterfølgende skudmassakre på øen Utøya.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu