Norsk politi har undersøgt Peter Madsens dna: Her en konklusionen

11. oktober 2017 16:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Norsk politi vil undersøge, om Peter Madsen kan hænges op på uopklarede drabssager i Norge.

Norsk politi har undersøgt Peter Madsens dna: Her en konklusionen
Norsk politi har ved hjælp af dna fastslået, at Peter Madsen, der er sigtet for at dræbe den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd, ikke står bag uopklarede drab i Norge. Foto: Jens Nørgaard Larsen/arkiv/Scanpix

Norsk politi har fået tilsendt dna fra Peter Madsen for at undersøge, om han skulle stå bag nogle af de uopklarede drab i landet.

Et tjek af hans dna viser, at han ikke kan forbindes til uopklarede sager i Norge, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Ifølge Espen Erdal fra en specialenhed i norsk politi, der efterforsker gamle og uopklarede drabssager, var der tale om et rutinetjek.

– Vi har ingen information, som tilsiger, at Madsen skal være involveret i uopklarede forbrydelser her i landet. Dog er dette et tjek, vi mener er rigtigt at gennemføre, siger Erdal., siger han til NTB.

Tidligere onsdag oplyste blandt andet det norske medie NRK, at norsk politi ville bede det danske politi om at sende Peter Madsen dna-profil. Men det er altså allerede sket.

Forleden kom det frem, at svensk politi agter at gennemføre et lignende tjek. Det sker, når Danmark og Sverige fra 1. november får mulighed for at søge i hinandens dna-registre, rapporterede den svenske tv-station TV4.

– I løbet af november vil vi køre alle de drab, som vi ikke har opklaret, gennem det danske register, også Peter Madsens, det sker helt automatisk, sagde kriminalkommissær Mattias Sigfridsson til tv-stationen.

Undersøges også i Danmark

Også i Danmark undersøger politiet, om den 46-årige Madsen kan sættes i forbindelse med uopklarede forbrydelser.

Blandt andet har Københavns Politi selv nævnt sagen om en japansk turist, der for mange år siden blev fundet dræbt og parteret.

Ubådsejeren er sigtet for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall, da hun i august var med ham ude at sejle i hans ubåd.

Madsen nægter sig skyldig i drab. I retten har han forklaret, at Wall døde i forbindelse med en ulykke på båden, og at han efterfølgende smed liget i vandet. Han har ingen forklaring på, at liget er blevet parteret.

Fakta

Overblik: Peter Madsen og Kim Wall

* Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.

* Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank.

Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.

* Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelserne af ubåden begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.

* Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben. Identiteten kan ikke umiddelbart fastslås.

* Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.

* Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig. Han erkender sig skyldig i at have begravet Kim Wall til søs, men han nægter at have parteret hende.

* Tirsdag 5. september afgiver Peter Madsen forklaring i byretten og bliver varetægtsfængslet i fire uger. Han er nu sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig, og retten finder, at der er begrundet mistanke om, at han er skyldig i begge dele.

* Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

* Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som “formentlig” er relateret til sagen

* Lørdag 7. oktober oplyser Københavns Politi, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben og tøj. Dødsårsagen er dog endnu ikke fastlagt.

Kilde: Ritzau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu