Norsk storstrejke afværget

8. april 2013 11:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Norsk storstrejke afværget
Billede mangler

Natten til mandag blev de norske fagforeninger – LO, YS og NHO – enige om årets overenskomst på industriens område. Dermed blev en strejke afblæst og alle industriansatte kan se frem til 75 norske ører ekstra i timen.

Før påske brød forhandlingerne nemlig sammen, da NHO og LO ikke kunne blive enige om det centrale løntillæg i årets overenskomst.

»Dette er et ansvarligt og retfærdigt resultat, som tager hensyn til arbejdspladserne og virksomhederne, og som sikrer købekraften og giver lavtlønnede et ekstra løft,« siger LO-formanden Roar Flåthen til E24.no.

Forslaget indebærer udover den generelle lønstigning på 75 norske ører i timen også et tillæg på 1,40 norske kroner i ekstra lavtlønstillæg til alle på overenskomsten, som ligger under 90 procent af den gennemsnitlige industriarbejderløn, skriver E24.no mandag.

Tillæggene vil træde i kraft fra 1. april og vil virke med tilbagevirkende kraft.

I Nordea frygtede analytikere, at en strejke ville presse priserne på olie og gas op, hvis strejken ville vare flere dage.

Sidste år ramte en 16 dages strejke sektoren og resulterede i en nedskæring på 15 procent af Norges olieproduktion og syv procent af landets produktion af naturgas. Strejken havde stor effekt på det europæiske olie- og gasmarked og kostede Norge over 3,1 billioner norske kroner, skriver Nordeamarkets i går.

Men en krise er nu afværget både i den generelle industri og i oliesektoren.

»Resultatet, som vi nu er kommet frem til, er et godt grundlag for en lavere lønvækst i 2013, end vi har været vant til de sidste år. Dette bidrag er et nødvendigt taktskifte, der er vigtig for konkurrenceevnen i det norske erhvervsliv,« siger Kristin Skogen Lund, chef for NHO til E24.no.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu