Norsk sundhedsminister vil legalisere heroinrygning

2. marts 2013 03:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Norsk sundhedsminister vil legalisere heroinrygning
Billede mangler

NORGE: Sundhedsminister Jonas Gahr Støre vil have de norske narkomaner til at ryge heroin i stedet for at sprøjte det ind i kroppen. Det siger han til hjemløseavisen Erlik ifølge NRK.

 

Målet er at reducere antallet af overdoser.

Forslaget vil ikke frigive heroin, men begrænse det til særlige områder under kommunernes ansvar.

Hvis ministeren får sin vilje, kan det betyde, at norske narkomaner fra næste år vil kunne ryge heroin lovligt, skriver Dagsavisen.

»Antallet af dødsfald på grund af overdoser er alt for højt, og jeg vil sige, at det er en skam for Norge. Hvordan narkomanerne indtager deres stoffer spiller en afgørende rolle i forhold til risikoen for overdosis. Min holdning er, at vi bør åbne for muligheden for at tillade folk at ryge heroin. Der er langt mindre farligt end at sprøjte det ind,« siger Jonas Gahr Støre.

Han understreger, at forslaget er rettet mod de værste misbrugere og argumenterer for, at færre sprøjter også vil betyde færre tilfælde af smitte med hepatitis C og HIV.

Ifølge myndighederne er der over 10.000 stiknarkomaner i Norge, hvoraf de fleste er heroinmisbrugere.

I 2011 døde 294 norske narkomaner af en overdosis.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu