Novo bedst til vækst

11. april 2013 02:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Novo bedst til vækst
Novo

Novo Nordisk er verdens hurtigst voksende og bedst indtjenende medicinalselskab. Det viser en specialrapport om den globale farmaindustri baseret på regnskabstal for 2010, 2011 og 2012, som Berlingske Business Magasin offentliggør torsdag.

 

Målt på vækst i omsætningen, både over de seneste tre år og i 2012 alene, indtog Novo Nordisk en klar førsteplads. I 2012 voksede omsætningen med 18 procent til 78 milliarder kroner, mens væksten målt over de seneste tre år når op på 28 procent. Kun de to kopiproducenter, israelske Teva og amerikanske Mylan Pharmaceuticals, kan så nogenlunde følge med det danske diabetesselskab.

Samtidig går Novo Nordisk imod tendensen til svagt faldende indtjening i branchen, som dog stadig generelt formår at generere overskud. Novo Nordisk ligger i top tre på alle relevante indtjeningsparametre i 2012; driftsresultat, overskudsgrad, afkastningsgrad og egenkapitalforrentning.

Siden årsregnskabet blev fremlagt 31. januar i år, har Novo Nordisk været ramt af et par begivenheder, som har skabt en vis usikkerhed om selskabet.

FDA afviste i begyndelsen af februar i år at godkende selskabets nye insulin med henvisning til usikkerhed med hensyn til mulige hjertekarbivirkninger. Det sendte selskabets aktiekurs til tælling, og aktionærerne tabte op mod 80 milliarder kroner på en enkelt dag.

Siden har den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA og det europæiske lægemiddelagentur EMA ydermere indledt en undersøgelse af mistanken om, at inkretinlægemidler, som Novo Nordisks store vækstmotor, diabetes 2-medicinen Victoza, tilhører, kan føre til sjældne, men alvorlige bivirkninger i bugspytkirtlen.

Den underliggende vækst på markedet kombineret med, at Novo Nordisk i modsætning til en række af de andre store farmaselskaber ikke er ramt nævneværdigt af patentudløb, gør imidletid, at Novo Nordisk også fremover vil kunne opretholde sin topplacering i den globale farmabranche.

Det mener aktieanalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

»Usikkerheden om Novo Nordisk er blevet større, men fundamentet for vækst med Novo Nordisks nuværende insulinprodukter og Victoza er stadig stærkt. Derfor tror jeg, at vi fortsat vil se en årlig vækst på omkring ti procent. Usikkerheden går mere på, hvor meget mere end ti procent væksten bliver på grund af den manglende godkendelse af Tresiba i USA,« siger Søren Løntoft Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu