Novo Nordisk donerer millioner til Syriens flygtninge

24. januar 2013 14:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Novo Nordisk donerer millioner til Syriens flygtninge
Billede mangler

Danmarks største medicinalvirksomhed har besluttet at donere omkring fem millioner kroner til Røde Kors. Pengene skal gå til insulin til flygtninge i Syrien.

 

– Røde Kors henvendte sig til os sidste år i forsøget på at hjælpe de sukkersyge i Syrien. Og det har vi nu besluttet at gøre. Normalt kan vi selv få vores hjælp frem i en krigssituation, men ikke i Syrien. Det har Røde Kors nu lovet, og det har vi tillid til, siger kommunikationschef i Novo Nordisk Mike Rulis til DR Nyheder.

Pengene går til 90.000 hætteglas med insulin, der svarer til 15.000 menneskers behov i et halvt år.

De mange hætteglas med insulin er i dag begyndt at blive udleveret i de mange flygtningelejre, der både er udsat for kulde og stigende problemer med sygdomme.

Ifølge generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl, der netop er hjemvendt fra Syriens hovedstad Damaskus, er donationen meget vigtig.

– Der er mange, der lider af sukkersyge i flygtningelejrene, og som ikke har fået insulin meget længe, siger han til DR Nyheder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu