Novo-toppen taber millioner på kursdyk

11. februar 2013 12:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Novo-toppen taber millioner på kursdyk
Billede mangler

Nu gik det lige så godt. Novo-aktien har længe været på himmelkurs, men dagens katastrofale fald, der i skrivende stund er på 12 procent, har kostet dyrt. Ikke bare for selskabet, men også for ledelsens privatøkonomi.

I de bagerste sider af det nylige årsregnskab fra medicinal-koncernen opgøres bestyrelsens og direktionens aktiebeholdning i selskabet ved udgangen af 2012. Forudsat, at Lars Rebien, Mads Krogsgaard, Kåre Schultz og resten af guld-direktionen fra Bagsværd ikke har holdt brandudsalg på børsen siden 1. januar, så byder dagen i dag på milliontab til dem alle.

Administrerende direktør Lars Rebien Sørensen ejede ved årets udgang 54.970 aktier. I fredags var de 58 mio. kroner værd. Det er de ikke i dag. Med et kurstab for Novo Nordisk på 12 procent, har topchefen tabt lidt over 7 mio. kroner i dag.

Mads Krogsgaard, der er Chief Science Officer og står i spidsen for udvikling af nye produkter, har i dagens børshandel tabt 5,9 mio. kroner.

Det største tab skal dog ikke findes i direktionen, men i bestyrelsen. Her sidder tidligere finansdirektør i Novo Nordisk, Kurt Anker Nielsen, og med en aktiebeholdning ved årets udgang på 78.404 stk. må han bide det største værditab i sig.

Hele 10 mio. kroner har Kurt Anker Nielsen tabt på sine Novo-aktier. Men set i lyset af Novo Nordisk store fremgang i senere år, er det nok ikke noget, der jager bestyrelsesmedlemmet fra hus og hjem.

Formanden for bestyrelsen, Sten Scheibye, har dårligt aktier i Novo Nordisk og kan i dagens handel notere sig et beskedent fald på små 100.000 kroner.

Samlet set har Novos bestyrelse og udvidede direktion tabt 125 mio. kroner på koncernens aktier siden børsen lukkede i fredags.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu