Novo udvider koncernledelsen

31. januar 2013 08:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Novo udvider koncernledelsen
Billede mangler

Med virkning fra i dag består Novo Nordisks koncerndirektion af syv medlemmer mod tidligere fem.

 

Ikke helt overraskende bliver den 46-årige Jakob Riis udnævnt til koncerndirektør med ansvar for Marketing & Medical Affairs – et ansvarsområde han har stået i spidsen for siden 2010.

Allerede i december sidste år kunne Berlingske Business fortælle, at Jakob Riis, der har opnået heltestatus efter at have stået i spidsen for den succesfulde lancering af diabetes 2-medicinen Victoza, internt i Novo Nordisk betegnes som et oplagt bud på en afløser for Lars Rebien Sørensen, når han en gang ad åre går på pension. Det sker senest i 2019.

Lars Fruergaard Jørgensen, der i dag har ansvaret for IT og Corporate Development, er blevet udnævnt til koncerndirektør med ansvar for IT, Quality & Corporate Development.

“Denne ændring løfter det direkte ansvar for disse kritiske funktioner ind i koncerndirektionen og udvider gruppen af topledere med erfaring på koncerndirektionsniveau,” skriver Novo Nordisk i regnskabet.Udnævnelsen af Lars Fruergaard Jørgensen til øverst ansvarlig for blandt andet kvalitetssikring i Novo Nordisk kommer samtidig med, at Novo Nordisk i følge den netop offentliggjorte regnskabsmeddelelse den 12. december i sidste år modtog et såkaldt “Warning Letter” fra den amerikanske godkendelsesmyndighed FDA, efter en inspektion af produktionspraksis i en påfyldningsfabrik i Bagsværd. Inspektionen, der fandt sted i marts 2012, fandt to specifikke fejl, som FDA nævner i sit brev til Novo Nordisk.

Novo Nordisk har svaret FDA, og forventer ifølge regnskabsmeddelelsen ikke, at brevet vil få nogen konsekvens for de markedsførte produkter i USA. Det er dog ingen hemmelighed, at Novo Nordisks topledelse med Lars Rebien Sørensen i spidsen har meget stor fokus på netop kvalitetssikring.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu