Nu bruger vi langt om længe flere penge

29. februar 2012 12:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nu bruger vi langt om længe flere penge
Billede mangler

Kronerne flytter i større stil fra danskernes lommer og over i erhvervslivets sultne pengekasser.
Nye tal viser nemlig, at Familien Danmark for første gang i et år med tilbageholdenhed i stigende grad hiver læderet op af baglommen.
Fra tredje til fjerde kvartal af 2011 steg privatforbruget med 1,3 procent, viser nationalregnskabet fra Danmarks Statistik.
I løbende priser er det private forbrug vokset med næsten 2,9 mia. kr. og ca. 2,5 mia. kr. målt i faste priser.
Hvor det tidligere har været eksporten, der har holdt hånden under Danmark og afværget en teknisk recession, er det nu privatforbruget, der trækker økonomien op på solskinssiden.
“Den glædelige nyhed er, at privatforbruget er steget. Efter år med fald. Og hvis vi skal ud af den her krise, så er det afgørende at få gang i det private forbrug igen. Det udgør jo omkring halvdelen af bruttonationalproduktet,” siger senioranalytiker Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er især danskernes bilkøb, der er er steget med 2,5 procent, der har fået det samlede private forbrug til at stige.
“Vi kommer fra to kvartaler med fald i bilkøbet. Så det er formentlig en tilbagevenden til normale tilstande,” siger Erik Bjørsted, der ikke tror, den nu lukkede leasing-fordel, er hovedårsagen til det voksende bilkøb.
Fra tredje til fjerde kvartal af 2011 voksede bruttonationalproduktet, BNP, med 0,2 procent, og for 2011 som helhed blev væksten på 1,0 procent.
“Når bruttonationalproduktet, samfundskagen, skrumper, går hele samfundsøkonomien i bakgear. Og det går altid hårdt ud over beskæftigelsen, hvis det sker. Det har vi heldigvis undgået nu i første omgang,” siger Erik Bjørsted.
Dermed undgår Danmark en teknisk recession – en negativ udvikling i økonomien efter to kvartaler med fald i BNP.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu