Nu er det sikkert: Foråret kommer

11. april 2013 11:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu er det sikkert: Foråret kommer
Billede mangler

Endelig! Med halvanden måneds forsinkelse rammer det ægte forår Danmark i weekenden. Det skriver B.dk.

 

Søndag bliver en helt fantastisk forårsdag med op mod 15 grader og strålende sol, og mandag kan gå hen og blive endnu varmere med helt op til 17-18 grader i de indre dele af landet.

»Ja, det bliver rigtig forår nu. Efter en nærmest uendelig lang periode med vind fra det kolde øst, slår vinden endelig helt om, hvorefter en ganske anden lufttype vil strømme ind over landet fra sydvest,« siger vagthavende meteorolog på DMI, Thyge Rasmussen, til B.dk.

Den radikale vejrforandring bliver allerede indledt natten til fredag. Til gengæld bliver vejrskiftet indledningsvist fulgt af ret ustabile luftmasser, som på ugens sidste hverdag vil bringe byger med sig ind over landet.

Det samme sker lørdag, men samtidig stiger temperaturerne, hvorefter vejrbanen er ryddet for en søndag med bragende sol og op til 15 grader – og dermed for, at årets foreløbig højeste temperatur på 12,9 grader 6. marts bliver definitivt fejet af banen.

Det bliver formentlig sønderjyderne, der får fornøjelsen af de højeste temperaturer, og det er også her, at der er chance for helt op til 18 grader på mandag – før et nyt regnvejrsområde ventes at ramme landet.

Den radikale vejrforandring skyldes dannelsen af et kraftigt lavtryk i Atlanterhavet. Det vil på lavtrykkets sydside få lun luft helt fra Madeira og det nordvestlige hjørne af Afrika til at strømme ind over et Nordeuropa, der hungrer efter at smide vinterjakken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu