Nu får departementschefen lov til at forsvare sig

4. april 2013 06:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu får departementschefen lov til at forsvare sig
Billede mangler

Han ville »helvedes dybt ned« i Thorning-parrets skattesag. Han bombarderede sine medarbejdere med spørgsmål, og han sladrede om Stephen Kinnocks seksualitet.

 

Siden Skattesagskommissionen indledte sine afhøringer for syv måneder siden, har mængden af beskyldninger mod den tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft hobet sig op i de nedlagte retslokaler i Søborg. Torsdag skal manden selv i vidneskranken og forklare sig på den første ud af to afhøringsdage.

Peter Loft, der nu har været suspenderet fra sit job i et år, skal forklare, hvorfor han i sommeren 2010 interesserede sig så indgående for daværende oppositionsleder, Helle Thorning-Schmidt (S), og hendes mand, Stephen Kinnocks private skatteforhold, som det er blevet beskrevet af tidligere vidner.

Fem dage efter BTs første artikel om, at oppositionslederens britiske mand ikke betalte skat i Danmark, pressede Peter Loft på for, at Skat København skulle åbne en kontrolsag mod Kinnock. Hvorfor gjorde han det, når hverken departementet eller ministeriet ifølge loven må blande sig i konkrete skattesager?

Og da kontrolsagen blev åbnet, og Skat København indledte sin sagsbehandling: Hvorfor holdt Peter Loft så flere møder med skatteregionen om sagen?

Hvorfor forsøgte han at få sneget sine egne, håndskrevne linjer ind i skatteafgørelsen, og hvorfor stillede han spørgsmål ved den endelige afgørelse, der frikendte Kinnock for skattepligt?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, forventes at stille, ligesom han vil forholde Peter Loft til det hidtil mest belastende vidneudsagn, der blev leveret den 15. marts af Skatteministeriets fagdirektør, Ivar Nordland.

Her fortalt Nordland blandt andet, at Peter Loft på et møde med Nordland og Skat København den 13. august argumenterede for, at Kinnock måtte være skattepligtig i Danmark.

Loft mente, at Kinnock havde centrum for sine »livsinteresser« her i landet, men Nordland sagde, at det begreb ikke kunne bruges i den konkrete sammenhæng. Det var ikke nok for departementschefen, som ifølge Ivar Nordland ville have bemærkningen indskrevet i skatteafgørelsen.

»Så siger Peter Loft: Kan vi så ikke indfortolke centrum for livsinteresser?« Fortalte Nordland, der også citerede Loft for at sige, at det var vigtigt »at gå helvedes dybt ned« i sagen.

Fagdirektørens udsagn er specielt belastende, fordi det kommer fra Lofts egne rækker, Skatteministeriet. Hidtil er de hårdeste anklager kommet fra topfolk i Skat København, som følte, at både departementschefen, daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), og hans spindoktor, Peter Arnfeldt, blandede sig for meget i sagsbehandlingen den politisk sprængfarlige sag.

Endelig skal Peter Loft også forklare over for kommissionen, hvorfra han fik at vide, at Stephen Kinnock var homoseksuel, og hvorfor han gav rygtet videre til blandt andre skatteministeren.

Der er altså lagt op til en både kulørt og vigtig afhøring af den tidligere departementschef, som begynder torsdag klokken 9.30. Du kan følge begivenhederne live på b.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu