Nu hylder de Villas-Boas i Tottenham

22. februar 2013 16:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu hylder de Villas-Boas i Tottenham
Billede mangler

Det så ud til at gå grueligt galt, da Tottenham forud for denne sæson valgte at satse på den unge portugiser Andre Villas-Boas, som få måneder forinden var blevet fyret i Chelsea. Men i stedet bliver Villas-Boas nu hyldet for succes både i Europa League, hvor holdet er klar til 1/8-finalerne og i Premier League, og hvor man er med i kapløbet om pladserne efter Manchester United.

 

I marts måned havde den russiske klubejer Roman Abramovich fået nok af sin unge manager Andre Villas-Boas. Efter kun ni måneder fik den dengang 34-årige portugiser sparket i Chelsea efter et forår præget af skuffende resultater og konflikt med de ældre profiler i truppen.

Der gik dog kun fire måneder før den unge manager, der tidligere var assistent for Jose Mourinho i både Porto, Chelsea og Inter, havde fået et nyt job hos en af Premier Leagues topklubber. Tottenham valgte at satse på en ung moderne træner med nye perspektiver som afløser for den traditionelt indstillede, men blandt fans meget populære Harry Redknapp.

Sæsonen begyndte med et nederlag til Newcastle og to uafgjorte kampe mod West Bromwich og Norwich, og mens fansene piftede holdet af banen, blev talt om krise i Tottenham. Presset voksede på Villas-Boas. Forgænger Redknapp var ude at kritisere yngre managers, som han mente havde alt for travlt med at lave omfattende notater om spillerne:

– Alt det lort forvirrer bare hjernen.

Villas-Boas følte sig ramt – både på egne og på sin mentor Mourinhos vegne.

– Jeg er ikke sikker på, om Harry talte om Jose, mens hvis han gjorde det, er det meget mærkeligt. Det handler i sidste ende om spillerne, ikke manageren, det er spillerne, der gør os til en succes. Forskellige managers har forskellige ledelsesstile, og det afgørende er, at de følger deres overbevisning, fastslog Villas-Boas.

Det har han selv gjort siden, og i september begyndte resultaterne også at komme. Først blev Reading og QPR slået, og samme måned sørgede Villas-Boas’ udvalgte 11 også for Tottenhams første udesejr over Manchester United siden 1989.

Så var det til at leve med, at oktober og november bød på nederlag til London-rivalerne fra Chelsea og Arsenal. Tottenham var tilbage på sporet, og i december blev Villas-Boas endda kåret til månedens manager i Premier League efter et travlt program, der bød på fem sejre, en uafgjort og et nederlag, og Tottenham begyndte det nye år på tredjepladsen.

To uger inde i 2013 mødtes Villas-Boas og Redknapp, da QPR tog imod Tottenham. Optakten til kampen var mere interessant, end de 90 målløse minutter på banen.

– Kun et fjols mislykkes, når man sådan en trup med Eden Hazard, Juan Mata, Frank Lampard, sagde Redknapp – tilsyneladende møntet på den nuværende manager Rafael Benitez, men Villas-Boas følte sig ramt.

– Man skal have været i Chelsea for at forstå, hvordan det er. Det er en anden slags klub, man skal opleve det og overleve det, svarede portugiseren.

Han bliver hyldet af en anden kollega, nemlig Leeds-manager Neil Warnock:

– Tottenham har været en lettelse for AVB efter Chelsea. De spiller afslappet fodbold og de kan vinde titlen de næste to år. De har måske ikke den samme bredde i truppen, men deres første 11 er så stærke som hvemsomhelst i England og AVB er fornuftig, lyder rosen fra Warnock.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu