Nu kan virksomheder få fingre i grønne millioner

19. marts 2013 06:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu kan virksomheder få fingre i grønne millioner

Danske virksomheder skal være grønnere.

 

Det er målet med fonden Grøn Omstillingsfond, der nu uddeler i alt 40 millioner kroner til virksomheder, der vil have et økonomisk rygstød til at blive grønnere. Millionerne skal understøtte virksomhedernes forretningsudvikling, produktion, salg og markedsføring af grønne produkter.

Fonden er en del af den grønne omstillingspakke, som regeringen og Enhedslisten vedtog i forbindelse med finansloven for 2013.

»Grøn omstilling af danske virksomheder giver bedre miljø og grobund for nye forretningsmuligheder, der skaber eksport og arbejdspladser,« siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) i en skriftlig kommentar.

Hun kalder det afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne, at de bliver grønnere.

»Stigende råvarepriser betyder, at ressourceoptimering og evnen til at genanvende materialer er blevet centrale konkurrenceparametre. Hvis danske virksomheder skal styrke produktiviteten og konkurrenceevnen, er det afgørende, at virksomhederne reducerer ressourceforbruget. Med Grøn Omstillingsfond hjælper vi virksomheder i Danmark til at skabe en god forretning gennem ressourceoptimering,« siger hun.

Alle virksomheder, organisationer og offentlige institutioner kan søge om tilskud fra fonden via hjemmesiden www.groenomstilling.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu