Nu lukker DSB tusinder af billetautomater

29. december 2011 17:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nu lukker DSB tusinder af billetautomater
Billede mangler

I en tid hvor der skal spares på alle niveauer i DSB, er man godt trætte af at skulle reparere dyre billetautomater, der vandaliseres af nytårskrudt.
Det får nu DSB til at lukke for billetautomater over hele landet.
“Det er meget beklageligt, at vi på denne måde er nødt til at forringe servicen til vores kunder på de stationer, der ikke har kiosk eller billetsalg. Desværre ser vi ikke nogen anden udvej, da vi gennem en årrække har haft ganske betragtelige omkostninger i forbindelse med fejringen af nytårsaften,” siger DSBs salgsdirektør Anne Lise Bach Sørensen.
DSB oplyser, at det dog vil være muligt at købe billetter i toget uden ekstra gebyr, hvis man springer om bord på en af de stationer, hvor både billetautomat og billetkontor er lukket.
En ødelagt billetautomat koster omkring 250.000 kroner, og for bare få år siden blev der smadret 15 af slagsen over hele landet. Sidste år var tallet ti, og i år er der allerede smadret to automater. Typisk ødelægges de ved at nytårskrudt lægges ned i billetlugen, hvorefter det antændes.
Billetautomater på S-tog stationerne bliver ikke lukket, da de er af en anden type, der ikke kan ødelægges på samme måde.
Alle automater vil være åbne igen d. 2. januar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu