Nu raser den danske fodboldfeber for alvor

9. juni 2012 08:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nu raser den danske fodboldfeber for alvor
Billede mangler

Dennis Rommedahl kan ikke lægge et præcist indlæg, og Morten Olsens taktik er kedelig.
Danskerne er måske europamestre i at være negative på vores fodboldlandsholds vegne. Især efter VM i 2010, hvor landholdet fik tæsk.
Men når EM-slutrunden skydes i gang i dag i Polen og Ukraine vil et flertal alligevel siddet klinet til skærmen.
Det viser en måling, som Wilke har lavet for Newspaq.
29,1 procent af danskerne svarer, at den sportsbegivenhed, de helst vil se denne sommer, er EM i fodbold. Dermed slår slutrunden den store verdensbegivenhed OL i London.
Det overrasker ikke fodboldekspert og økonom Fernando Olsen fra Sylvester-Hvid & Co.
– Det viser med al tydelighed, at fodbold er den altoverskyggende nationalsport i Danmark. Uanset om det går dårligt eller godt, så er fodboldlandsholdet noget, vi danskere taler om, siger han til Newspaq.
Fodboldfeberen mærker de nu for alvor på TV 2, der sender Danmarks første kamp i gruppe B mod Holland.
– Lige går vi alle sammen og stamper lidt i jorden, vi vil i virkeligheden bare i gang, og nu glæder vi os bare rigtig meget til at bolden ruller, siger sportschef på TV 2 Frederik Lauesen.
Der er ofte brok og utilfredshed med landsholdet, når fodbolddanmark samles om skærmen. Men selvom det skulle gå dårligt og Morten Olsens drenge ryger ud af EM på bagdelen, så er det slet ikke så skidt, vurderer Fernando Olsen.
– Det er meget bedre at blive omtalt negativt end slet ikke at blive omtalt, når vi taler fodboldkultur. Fodbolden er en livsstil, der bygger på følelser, siger han og kalder det et paradoks, at fodbold i Danmark er mere populært end nogensinde selvom Superligaen er dalet i kvalitet.
På TV 2 oplever tv-stationen, at danskerne står sammen om landsholdet og kvalifikationen til EM har fået skabt en positiv tro på fodbolddrengene.
– Vi har spillet nogle ret svage venskabskampe, men vi glemmer ikke, at holdet gjorde det fantastisk i kvalifikationen, hvor vi jo slog både Portugal og Norge, siger Frederik Lauesen og uddyber:
– En fodboldslutrunde er en event, og den har den styrke, at alle gerne vil være en del af den. Vi oplever en større interesse til slutrunder end til normale kampe.
Danmarks første kamp er lørdag klokken 18 mod Holland.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu