Ny anholdelse i bestialsk voldssag fra Odense

25. marts 2013 11:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny anholdelse i bestialsk voldssag fra Odense
Billede mangler

Fyns Politi har anholdt endnu en person i sagen om et groft overfald sidste torsdag.

 

En 21-årig mand troppede natten til mandag klokken 00:31 op på Odense Politigård og meldte sig selv, da han vidste, at politiet ville have fat i ham.

Han er mistænkt for sammen med tre andre at have stået bag overfaldet på en 31-årig mand.

14. marts blev voldsofferet kontaktet af nogle bekendte, som han efterfølgende mødtes med på en tankstation i Odense. Den 31-årige blev tvunget ind i en bil og kørt tværs igennem Odense ud til Seden Strand i det nordøstlige Odense.

Under kørslen bliver der knust en flaske i hovedet på ham, og han bliver skåret med flasken i hovedet. Desuden bliver han skåret i hovedet og på kroppen med en hobby-kniv.

Halvdelen af det en øre bliver skåret af manden, mens det andet øre bliver skåret halvt igennem. På stranden bliver offeret desuden sparket og slået.

Offeret kender ifølge vicepolitikommissær ved Fyns Politi Jack Liedecke de to anholdte og de to andre eftersøgte, men vicepolitikommissæren vil ikke komme nærmere ind på, hvordan manden kender gerningsmændene.

»Så kommer jeg ind på noget omkring motivet, og det vil jeg gerne vente med, indtil vi har fat i alle fire mistænkte,« siger Jack Liedecke.

Han afviser dog, at voldssagen er banderelateret.

Fredag anholdt politiet en 22-årig mand i sagen. Lørdag blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Den 21-årige fremstilles i grundlovsforhør mandag klokken 14.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu