Ny bydel skal hedde Aarhus Ø

30. januar 2013 12:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny bydel skal hedde Aarhus Ø
Billede mangler

Aarhus har fået en ny bydel, der kommer til at hedde »Aarhus Ø«.

 

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Laura Hay (V) kunne onsdag løfte sløret for det nye navn, skriver stiften.dk.

Hidtil har kommunen brugt arbejdstitlen »de bynære havnearealer« om den nye bydel, men det er ikke den mest mundrette formulering. Så nu har kommunen fundet et navn, der ligger bedre i munden.

Navnet blev onsdag præsenteret på 11. etage af byens nyeste kollegium og med udsigt over den nye havnebydel, der kommer til at huse op mod 7.000 beboere og et multimediehus, der blandt andet skal huse et nyt hovedbibliotek.

Det nye navn er resultatet af en længere proces, hvor blandt andet et udvalgt navnepanel har bidraget med input.

– Det er vigtigt for en ny bydel, at den får skabt sin egen identitet, også gennem et navn. Aarhus Ø er i mine øjne en stærk identitet og et mundret ord, som jeg er overbevist om, at områdets beboere og erhvervsdrivende samt resten af byen vil tage positivt imod, siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Også rådmand Laura Hay er begejstret for navnet på byens nyeste kvarter.

– Vi har valgt et navn, som slår fast, at der er tale om den nye bydel øst for den eksisterende by. Samtidig er navnet maritimt forankret – der er jo tale om et havneområde, og området får karakter af en ø, siger Laura Hay i pressemeddelelsen.

Navnet Aarhus Ø betegner en bydel på linje med andre lokale bydelsnavne som for eksempel Trøjborg, Frederiksbjerg og Midtbyen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu