Ny dopingsag: Katusha-rytter suspenderet

20. februar 2013 19:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny dopingsag: Katusha-rytter suspenderet

Denne gang er hammeren faldet over den spanske rytter Angel Vicioso, der dog ikke er fundet skyldig i dopingmisbrug.

 

Til gengæld undlod Team Katusha-rytteren at dukke op til tirsdagens afhøring i den verserende Operation Puerto-sag om dopinglægen Eufemiano Fuentes.Det har fået det russiske cykelhold til at suspendere den spanske rytter, skriver Reuters.

Ifølge en talsmand fra det russiske mandskab havde 35-årige Vicioso, der også tidligere har nægtet at afgive vidneforklaring mod Fuentes, ellers fortalt holdet, at der var kommet en afklaring på hans egen involvering i sagen.

– Men det viste sig, at han ikke fortalte os sandheden, udtaler Katusha-holdets manager Vyacheslav Ekimov ifølge Reuters.

Katusha vandt i sidste uge en appel-sag, der gav dem World Tour-licensen tilbage. En licens, de i første omgang blev nægtet på grund af for mange dopingsager.

Onsdagens suspendering skal derfor ses som et eksempel på holdets nuværende nul-tolerance i forbindelse med doping.

– Vi vil samarbejde med UCI (den internationale cykelunion) på alle mulige måder. Derfor diskrediterer sådan en aktion af Vicioso vores image, siger Ekimov.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu