Ny Facebook-klon ligner originalen på en prik

7. juni 2012 13:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ny Facebook-klon ligner originalen på en prik
Billede mangler

Facebook, LinkedIn, Twitter og Pinterest. Vil man være social på nettet, har man i forvejen en hel del muligheder – og nu findes der endnu én. I hvert fald, hvis man bor i Usbekistan.YouFace.uz, som er stort set identisk med Facebook, blev lanceret i slutningen af sidste måned og har foreløbigt lidt mere end 300 medlemmer. Både sidens udseende og funktioner er mere end bare inspireret af Mark Zuckerbergs original.
Selv sidens slogan – “It will always be free” – snylter på Facebooks “It’s free and always will be”.
YouFace er skabt af den 22-årige Ayyub Abdulloh, der indrømmer, at der “ved første øjekast” er “visse ligheder”, men at det blot skyldes et forsøg på at tiltrække brugere. Når det er lykkedes, skal udseendet ændres.
– Siden er ikke som Facebook, siger han til The Atlantic.
– Den ser bare sådan ud.
Det er anden gang, at Usbekistan forsøger sig med at lancere et alternativ til Facebook. Regeringen har tidligere søsat en lignende side, der kræver, at brugerne registrer sig med personlige oplysninger som eksempelvis telefonnummer.
Usbekistan er kendt for at have meget indskrænket presse- og ytringsfrihed. YouFace profilerer sig dog på at være “ren” og “fremme ungdommens patriotiske følelser” og er blevet godt modtaget af myndighederne.
Også i Rusland findes der allerede et socialt netværk, der har slående lighed med Facebook. Den går under navnet VKontakte og skilter med at være “Europas største netværk med mere end 100 millioner aktive brugere”.
Kilde: The Atlantic

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu