Ny falsk politi-virus har ramt fynboerne

19. marts 2013 11:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny falsk politi-virus har ramt fynboerne
Billede mangler

»Din computer er blevet spærret af politiet.«

 

Den besked har adskillige borgere på Fyn fået, mens de har surfet på nettet. Og derfor har Fyns Politi naturligt fået mange henvendelser fra uforstående fynboer, der ikke begriber, hvorfor de skal betale for at genåbne deres spærrede bærbare computer.

Men svaret er ikke, at borgerne har gjort noget forkert. Nok står ordensmagten som afsender, men der er tale om en computervirus, som misbruger politiets navn, lyder forklaringen i en pressemeddelelse.

»Der er tale om en ondsindet virus, som kriminelle står bag, og som selvsagt ikke har nogen form for tilknytning til politiet. Derfor har vi heller ikke mulighed for at hjælpe de borgere, der bliver ramt,« siger Asbjørn Høy Larsen, der er leder af Fyns Politis Servicecenter.

Virussen gør, at computeren bliver låst og er umulig at åbne igen. Men frem for at ringe til Fyns Politis Servicecenter, som mange frustrerede fynboer gør, bør de kontakte en computerekspert, lyder opfordringen.

»Der er tale om virus, der går ind og lægger sig på computeren, når man besøger især visse sider – vi kan kalde dem »letbenede« sider. Den bedste måde at undgå virussen på er helt enkelt ved at have et effektivt og opdateret antivirus program, og så i øvrigt tænker sig om, inden man går ind på en side,« siger Asbjørn Høy Larsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu