Ny fidus: Sådan snydes boligsøgende

16. august 2012 18:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ny fidus: Sådan snydes boligsøgende
Billede mangler

I takt med studiestart nærmer sig, stiger også antallet af sager om boligsvindel. En ny måde at snyde boligsøgende på er i kraftig vækst.
Det er højsæson for boligjagt for studerende. Men boligsøgende skal træde varsomt. Bedragere står nemlig i kø for at snyde dig for dine penge.
Lejernes Landsorganisation Hovedstaden hører normalt fire til fem gange om måneden fra rådvilde boligsøgende, som er blevet snydt for tusinder af kroner, men i løbet af sommermånederne stiger antallet af henvendelser markant, fortæller direktør Claus Højte til DR.
Han kan blandt andet berette om en amerikansk udvekslingsstuderende, som er blevet snydt for 1300 dollars svarende til knap 8000 kroner.
“Den studerende havde fundet en bolig i Valby, som stod til at være ejet af en engelsk dame, som var bosiddende i England. Al kommunikation foregik via mail, og den falske udlejer bad den studerende om at overføre pengene via Western Union, hvorefter nøgle og kontrakt ville blive sendt med DHL,” fortæller Claus Højte til DR.
Problemet var bare, at hverken nøgle eller kontrakt nogensinde blev sendt, og herefter var ‘udlejeren’ ikke til at komme i kontakt med.
Den studerende henvendte sig til Lejernes LO, men her var der desværre ikke meget hjælpe at hente, da bedrageriet var foregået uden for dansk jurisdiktion.
-Det er desværre en ny fremgangsmåde, vi er begyndt at se en hel del, og det er frustrerende for den boligsøgende at blive snydt, så vandet driver, siger Claus Højte. Den studerende blev efterfølgende oplyst af amerikansk politi, at kvinden også arbejdede under et alias, når hun snød folk.
Selv om LLO gør, hvad organisationen kan for at advare mod bedragere i boligbranchen, så forventer Claus Højte, at antallet af sager er langt større, end LLO kan bekræfte.
En anden måde, svindlere snyder boligsøgende på, er ved at sætte en lejlighed til leje, og når en interesseret så kommer og ser på lejligheden, bliver vedkommende tilbudt at skrive under på kontrakten med det samme og betale depositum. Problemet i disse sager er, at svindleren har lavet samme nummer med adskillige andre, hvorefter han kan stikke af med alle pengene. Derfor har Claus Højte også flere råd, der er gode at følge, når du søger bolig.
Du kan også banke på hos naboen for at høre, om de kender udlejeren. Underskriv aldrig en kontrakt, uden den er set igennem af en rådgiver, og få gerne en kvittering på, at du har overført penge.
Finder du en lejlighed og flytter ind, så skal du anmelde fejl og mangler inden for 14 dage. Tag gerne billeder som dokumentation.
Mange ejer- eller andelslejligheder udlejes for dyrt. Hvis du har betalt for meget, kan du få penge retur, hvis du klager, inden der er gået et år. Omvendt skal du huske at betale din leje til tiden, uanset om du er utilfreds med boligen – ellers kan du hurtigt blive smidt på gaden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu