Ny forskning: Sol mindsker risiko for hjertesygdom

24. september 2012 08:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ny forskning: Sol mindsker risiko for hjertesygdom
Arkivfoto: Colourbox.

Ny forskning viser, at et lavt niveau af D-vitamin er forbundet med markant forøget risiko for blodpropper i hjertet og tidlig død.

Studiet, der er fra Københavns Universitet og Herlev Hospital involverer over 10.000 danskere og er publiceret i det anerkendte amerikanske tidsskrift Arteriosclerosis, Thrombosis and Vascular Biology.

Mangel på D-vitamin har traditionelt været forbundet med et dårligt knoglehelbred. Men resultater fra flere befolkningsstudier peger på, at et lavt niveau af det vigtige vitamin måske også er forbundet med øget risiko for iskæmisk hjertesygdom, der dækker over blodpropper i hjertet, forsnævringer på kranspulsårene og hjertekrampe.

Andre eksperimenter viser, at mangel på D-vitamin måske har en blodtryksøgende effekt, og det er velkendt, at et forhøjet blodtryk medvirker til udvikling af blodpropper i hjertet.
– Vi har nu undersøgt sammenhængen mellem lavt niveau af D-vitamin og iskæmisk hjertesygdom og død i verdens største studie til dato. Vi kan se, at et lavt niveau af D-vitamin sammenlignet med et optimalt niveau er forbundet med en 40 procent højere risiko for iskæmisk hjertesygdom. 64 procent øget risiko for blodpropper i hjertet. 57 procent øget risiko for tidlig død og hele 81 procent øget risiko for død af hjertesygdom, siger Peter Brøndum-Jacobsen, læge ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev Hospital.

Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag blandt voksne i verden ifølge WHO, som estimerer at der årligt dør mindst 17 millioner mennesker at denne sygdom. Alene i Danmark lider 200.000 personer af iskæmisk hjertesygdom, og årligt udvikler cirka 12.000 danskere en blodprop i hjertet.
– Den billigste og simpleste vej til D-vitamin er at lade solen skinne på huden med jævne mellemrum. Meget tyder på, at solskin er godt, men man skal udgå at blive skoldet, da det øger risikoen for hudkræft. Kost med et rigt indhold af D-vitamin er også godt, men det er uvist, om D-vitamin som kosttilskud forebygger hjertesygdom og død, siger Børge Nordestgaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu