Ny Rabobank-ballade: Toprytter belastes

26. januar 2013 18:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny Rabobank-ballade: Toprytter belastes
Billede mangler

Spanieren Luis Leon Sanchez angiveligt koblet sammen med Eufemiano Fuentes og fryses ud af team-kolleger.

 

Men Luis Leon Sanchez har ifølge den hollandske avis NRC Handelsblad også haft særdeles nære forbindelser til den spanske heksedoktor og bloddoper Eufemiano Fuentes, hvor også navne som Ivan Basso, Tyler Hamilton, Fränk Schleck og Jan Ullrich har figureret.

Angiveligt har Sanchez været kunde hos Fuentes under kodenavnet “Huerto”. Tilbage i 2006, hvor spanske politistyrker efterforskede sagen, lavede man telefonaflytninger, hvor konversationen trods brug af kodenavnet “Huerto” ender med at pege ret klart i retning af den 29-årige spanier.

I midten af maj 2006 optog politiet et opkald mellem Eufemiano Fuentes og den daværende coach Ignacio Labarta fra cykelholdet Liberty Seguros.

– Huerto ringede til mig, siger Fuentes i samtalen.

– Ja, han kom 25 sekunder for sent til starten på prologen, fortæller Labarta.

I præcis den periode, samtalen blev optaget, blev etapeløbet Katalonien Rundt kørt. Og det er korrekt, at Sanchez i 2006 gjorde sig bemærket ved at komme de famøse 25 sekunder for sent til prologen.

Ifølge avisen har mistanken klæbet til Sanchez i en grad, så kollegerne på det nu forhenværende Rabobank-hold, har konfronteret spanieren med det.

Ikke alle er glade for at have en rytterkollega, som kan kaste Blanco-holdet ud i flere problemer.

En sportsdirektør har under anonymitet sagt til NRC Handelsblad, at Luis Leon Sanchez kontraktforlængelse i sensommeren 2012 var “en kæmpe fejltagelse”.

Den spanske rytter, der også vandt endagsklassikeren Klasika San Sebastian i august måned, forlængede herefter sin kontrakt for tre år til en anslået værdi på lige knap 20 mio. kr. Men da det amerikanske antidoping agentur USADA afslørede Lance Armstrongs dopingregime, besluttede Rabobank sig for at trække sig som sponsor. Derfor kører holdet videre i år for de penge, banken kontraktligt var forpligtet til at lægge.  

Også i sagskomplekset mod Lance Armstrong dukker Sanchez iøvrigt op som kunde hos den italienske turbo-læge Michele Ferrari. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu