Ny rapport om Breivik: Han er ikke skizofren

4. januar 2012 11:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ny rapport om Breivik: Han er ikke skizofren
Billede mangler

Anders Behring Breivik er hverken skizofren eller psykotisk, og han har ikke brug for medicin.
Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusionen i en rapport, som et hold eksperter, der siden august 2011 har undersøgt den norske massemorder, nu kommer med.
Det afslører norsk TV 2.
Den 32-årige Breivik har siddet isoleret i fængslet, siden han den 22. juli dræbte otte personer i Oslo med en bilbombe og efterfølgende skød og dræbte 69 personer ved en socialdemokratisk ungdomslejr på øen Utøya.
Tre uger efter angrebet begyndte holdet bestående af tre psykologer og en psykiater at følge ham tæt i fængslet.
I slutningen af november konkluderede retsmedicinerne Torgeir Husby og Synne Sørheim ellers, at Breivik er så mentalt syg, at han i strafferetslig sammenhæng er utilregnelig, og derfor ikke kan idømmes en fængselsdom.
Husby og Sørheim erklærede, at Breivik er paranoid skizofren, psykotisk og lider af selvmordstanker, og at han er så syg, at han har brug for behandling med medicin.
De fire eksperter bag den nye rapport mener ikke, at der er nogen fare for, at den 32-årige nordmand kan finde på at begå selvmord, eller at han har brug for medicin.
Ifølge John Arild Aasen, advokat for tre unge mennesker, viser de meget forskellige vurderinger behovet for nye observationer af Anders Behring Breivik.
“Det fortæller mig, at der er stor faglig uenighed, og viser nødvendigheden af yderligere undersøgelser,” siger han til tv-stationen.
Kilde: TV2.no

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu