Ny SF-ordfører gør op med afhopperes linje

25. marts 2013 11:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny SF-ordfører gør op med afhopperes linje
Billede mangler

SFs politiske ordfører, Jonas Dahl (SF), tager nu afstand fra den kurs, som tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen og tidligere politisk ordfører Jesper Petersen (S) var fortalere for, da de sad centralt placeret i SF.

 

Det sker, efter Jesper Petersen, europaparlamentariker Emilie Turunen (S) og tidligere folketingsmedlem Nanna Westerby (S) i sidste uge forlod SF til fordel for Socialdemokraterne.

I et interview med DR afviser Jonas Dahl, at SF skal være et parti for dem, »der står tidligt op og smører leverpostejsmadder«, som Thor Möger Pedersen skrev i en opsigtsvækkende kronik i Berlingske sidste år, og som Jesper Petersen efterfølgende bakkede op i et interview med Jyllands-Posten.

»Problemet med den efterhånden berømte leverpostejs-kronik var, at den tog fat i at ekskludere en række grupper i samfundet, som, man nærmest ikke var interesseret i, var med i fællesskabet. Det er ikke den rigtige vej at gå. Vi er nødt til at holde fast i, at alle er velkomne i SF,« siger Jonas Dahl til DR Nyheder.

Mögers kronik gav anledning til en voldsom debat om, hvem SF skal være parti for. Samtidig udstillede den en intern uenighed i SF om partiets fremtidige kurs.

Med udmeldingen til DR forsøger Jonas Dahl for alvor at lægge låg på den diskussion ved at understrege, at SF er et bredt folkeparti og ikke kun et arbejderparti.

»Der er nogle, der har haft en stærk interesse i at flytte SF ind som endnu et midterparti omkring Socialdemokraterne. Der er det vigtigt at sige, at SF er et folkeparti, der er solidt forankret på venstrefløjen,« siger Jonas Dahl.

Han har ikke ønsket at uddybe sine synspunkter over for Berlingske Nyhedsbureau.

Da de tre SFere i sidste uge vendte SF ryggen, var det blandt andet med argumentet om, at SF har haft svært ved at tage magten på sig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu