Ny skudepisode i hovedstadsområdet

17. marts 2013 23:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ny skudepisode i hovedstadsområdet

Søndag aften blev der affyret skud i Husum i den nordvestlige del af København, skriver bt.dk. Umiddelbart er ingen ramt, oplyser Københavns Politi.

 

»Vi har ikke hørt, at nogen skulle være ramt. Vi har forhørt os på alle skadestuer, men ingen er dukket op med skudsår, så med mindre der ligger nogen og raller i en bil, er ingen blevet ramt ved skudepisoden,« siger vagtchef John Hansen.

Skud blev hørt klokken 21.35, og efterfølgende blev der fundet patronhylstre, men der er altså intet nyt om, hvem der affyrede skuddene, og hvem de blev affyret mod.

Skudepisoden er den seneste i en række af episoder i hovedstaden de seneste dage.

Onsdag blev seks skud affyret mod en hundelufter, og senere samme dag blev en 30-årig mand stukket adskillige gange med en kniv på en parkeringsplads i Ballerup.

Lørdag blev der affyret skud mod en tilfældig familiefar i Værebro i Bagsværd, og så sent som natten til søndag blev en mand stukket mere end 27 gange på Café Runddelen på Nørrebro.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu