Ny terror i Paris? Flere skudvekslinger – én betjent dræbt

20. april 2017 22:42 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Der er meldinger om flere skyderier i Paris - mindst én betjent er dræbt.

En politimand mistede torsdag aften livet i Paris.

En kilde i det franske indenrigsministerium siger, at der er to sårede betjente foruden den dræbte. I skrivende stund oplyses det, at der er meldinger om endnu et skyderi den franske hovedstad. Omkring det er der dog ingen detaljer.

Fransk politi betegner umiddelbart skyderiet som en “terrorhandling”. Nyhedsbureauet Reuters citerer dog også tre anonyme politikilder for oplysningen om, at der kan have været tale om et forsøg på væbnet røveri.

– Vi er selvfølgelig opmærksomme på situationen, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til Newsbreak.dk.

Her opfordrer man danskere i Paris til hurtigt at kontakte pårørende og fortælle, at man har det godt.

– Og så er det en god ide, at følge de lokale medier, siger vagthavende i Udenrigsministeriet.

Hvis man er utryg ved situationen, er der også mulighed for at hente støtte i netop Udenrigsministeriets Borgerservice.

– Vi sidder klar 24 timer i døgnet, siger vagthavende.

Hvor mange danskere, der befinder sig i den franske hovedstad, eller landet i det hele taget, kan ikke oplyses.

Skød med Kalasjnikov

En talsmand for Indenrigsministeriet siger ifølge Reuters også, at det er for tidligt at spekulere i motivet.

Politiforbundet i Paris skriver på Twitter, at den dræbte betjent blev skudt, da han holdt for rødt lys i en bil.

Skyderiet finder sted kun tre dage inden første runde af det franske præsidentvalg søndag. Og det sker, netop samtidig med at kandidaterne sidder i sidste tv-debat inden valget.

Politiet kom under beskydning på en af Paris’ kendte boulevarder, Champs-Élysées. Indbyggere og besøgende i Paris opfordres til at undgå området torsdag aften.

En mand steg ud af en bil og begyndte at skyde med et kalasjnikov-gevær, oplyser et øjenvidne ved Champs-Élysées.

Der var mindst to gerningsmænd bag skyderiet, oplyser politiet ifølge Reuters. Den ene af dem er blevet dræbt.

Politiet har sendt helikoptere i luften. De flyver lavt hen over de centrale dele af den franske hovedstad, rapporterer Reuters.

Fransk politi er i forvejen i forhøjet beredskab forud for præsidentvalget.

Tirsdag oplyste franske myndigheder, at to mænd på 23 og 29 år var blevet anholdt i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig på mistanke om, at de planlagde et voldeligt angreb forud for præsidentvalget.

Alarmberedskabet har længe været højt i Frankrig. Landet har været mål for en række blodige massakrer i de seneste to år, hvor over 230 mennesker er blevet dræbt, og mange er blevet hårdt såret.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu