Ny undersøgelse: Ost er sundere end smør

19. november 2011 20:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ny undersøgelse: Ost er sundere end smør
Billede mangler

Vi er ofte blevet advaret mod at spise for meget animalsk fedt. Nu viser nyt forskningsprojekt, at ost ikke er så farligt for kolesterolindholdet i blodet, som smør.
Forskningsprojektet fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet – sammenligner, hvordan den samme mængde fedt fra henholdsvis ost og smør påvirker kolesterolindholdet i blodet. Resultaterne dokumenterer, at ost, i modsætning til smør, ikke påvirker kolesterolindholdet.
Som en del af forskningsprojektet spiste 49 tilfældigt udvalgte mænd og kvinder hver dag gennem 6 uger cirka 143 gram 45+ fast ost og i 6 uger cirka 47 gram smør.
Forsøgspersonerne skulle spise ost og smør i tilfældig rækkefølge og herudover indtage normal kost i forsøgsperioden.
Efter 6 uger med henholdsvis ost og smør fik forsøgspersonerne taget blodprøver. Efter de havde spist ost, havde de et væsentlig lavere indhold af det skadelige LDL-kolesterol i blodet end efter de havde indtaget den samme mængde fedt fra smør.
– Vi kan dokumentere, at ost sænker indholdet af LDL- kolesterol i blodet sammenlignet med den samme mængde fedt fra smør. Samtidig kan vi se, at ost i større mængder heller ikke påvirker kolesteroltallet i forhold til forsøgspersonernes almindelige kost, siger ph.d. Julie Hjerpsted fra, som sammen med sine kolleger står bag resultaterne.
Forskerholdet er lige nu i gang med at foretage yderligere undersøgelser for at belyse, hvorfor det forholder sig således.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu