Nye detaljer i makaber ubådssag sætter stopper for teori

13. september 2017 14:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Bådens færden er en vigtig nøgle til at løse gåden om Kim Walls død.

Hvor var raket-Madsen og ubåden “UC3 Nautilus” i den periode, der gik, fra Kim Wall døde, til hendes lig blev smidt i vandet, og til ubåden sank? Det spørgsmål besvarer Københavns Politi onsdag delvist i skikkelse af drabschef i Københavns Politi, Jens Møller.

Til Newsbreak.dk har Jens Møller fortalt, at politiet afsøger konkrete dele af Køge Bugt i arbejdet på at finde de dele af Kim Wall, der ikke er dukket op endnu. Overfor Eb.dk fortæller drabschefen derudover, at ubåden på intet tidspunkt var i land, fra den stævnede ud 10. august, og til den blev sænket om formiddagen 11. august.

– Ubåden er sejlet fra det sydlige Øresund op omkring Middelgrund og Flakfortet, hvor vi alle sammen ved, at den er dykket. Og så er den sejlet ned gennem Øresund og ind i Køge Bugt, og den har på intet tidspunkt været i land eller nær land, siger han til Eb.dk. 

Essentiel viden

Informationen er vigtig i den fortsatte eftersøgning af Kim Walls arme, ben og hoved, da det dermed bør være definitivt sikkert, at ligdelene skal findes et sted i vandet. Politiet leder derudover fortsat efter de dele af Kim Walls tøj, der ikke blev fundet ombord på ubåden, da den blev ransaget af politiet, efter Peter Madsens anholdelse.

Ifølge Ekstra Bladet har ubåden været neddykket to gange i forbindelse med den tur, hvor Kim Wall blev dræbt.

– Den har været neddykket i den nordlige del af Øresund, da turen starter, og så har den været neddykket en gang mere i Køge Bugt, som Peter Madsen selv har forklaret, siger Jens Møller, til Eb.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu