Nye tiltag mod hadforbrydelser

2. marts 2012 18:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nye tiltag mod hadforbrydelser
Billede mangler

“Net-ravne” på internettet, der skal udfordre had- og voldsbudskaber og et forsoningskursus, der skal ruste flere til at bremse konflikter i opløbet.
Det er forslag, der er kommet ud af en 12 timers camp om forebyggelse af hadforbrydelser og intolerance i Danmark, oplyser Social- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup og justitsminister Morten Bødskov har netop holdt campen “Ekstremt Lokalt” i samarbejde med PET.
“Mange af campens idéer kan umiddelbart omsættes i konkrete initiativer og projekter. Det gælder bl.a. i forhold politiuddannelsen og ikke mindst håndteringen og efterforskningen af anmeldelser om hadforbrydelser,” siger chefen for PET, Jakob Scharf i pressemeddelelsen.
Der kom bl.a. et nyt partnerskab ud af campen, hvor virksomheder, kommune og civilsamfund i Aarhus arbejder sammen for at inkludere unge i udsatte boligområder i uddannelses-, arbejds- og foreningslivet.
“Jeg er meget imponeret over, hvad deltagerne har nået, og jeg glæder mig til at se idéerne i fuldt flor. Vi skal jo netop bygge på det nære kendskab til problemerne og de mange ressourcer, der er til stede i lokalsamfundene,” siger justitsminister Morten Bødskov.
Social- og Integrationsministeriet og PET mødes igen den 29. marts med en række af campens deltagere for at drøfte de forskellige initiativer.
Det er ambitionen, at en del af initiativerne virkeliggøres i løbet af det næste halve år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu