Nykredit: Stabilisering af boligmarkedet i 2012

25. november 2011 08:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nykredit: Stabilisering af boligmarkedet i 2012
Billede mangler

Krisen på boligmarkedet kan have nået bunden, når 2011 udløber om en måneds tid. Det betyder, at boligpriserne i 2012 med stor sandsynlighed kan stabilisere sig og ikke dykke med 5-6 procent, som vi har set i det snart forgangne år.
-Vi forventer, at boligpriserne vil stabilisere sig i 2012 uden de store prisnedslag, som vi har set det i 2011 og især i andet halvår under den europæiske gældskrise. På nuværende tidspunkt er dette vores hovedscenarie, siger senioranalytiker hos Nykredit, Jens Lieutenant Pedersen, til Ejerportal.dk.
Jens Lieutenant Pedersen bygger optimismen på, at man ikke forventer, at Danmark for alvor bliver ramt af den europæiske gældskrise, der for tiden buldrer løs i Sydeuropa. Samtidig er der ikke udsigt til, at den danske ledighed eksploderer, hvilket ville kunne skade boligmarkedet. Alligevel er der betydelige risicis for, at boligmarkedet også kan opleve prisfald i 2012.
– Det bedste, der kan ske, er, at der kommer gang i en holdbar vækst, og at de lave renter fortsætter. Det tror vi på, men sker det ikke, så kan vi komme til at se yderligere prisfald på ejendomsmarkedet på 1-2 procent, men lige nu er det realistisk, at priserne stabiliserer sig, siger Jens Lieutenant Pedersen.
Holder Nykredits scenarie for 2012, vil landsdele såsom København, Nordjylland, Østsjælland og Nordsjælland opleve en mindre prisstigning på boliger på mellem 0,5 procent og 3,9 procent. Omvendt vil blandt andre Sydjylland og Fyn opleve prisfald på op til 2,1 procent.
Ejerportal.dk er drevet af AB Gruppen A/S, der driver nogle af Danmarks største boligsider, herunder Andelsportal.dk, Energihjem.dk og 3byggetilbud.dk. Ejerportal.dk dækker ejerboligmarkedet, og yder rådgivning omkring boligmarkedet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu